Magisk realisme er et meget bredt og meget diskuteret begreb.
Magischer Realismus blev “opfundet” i 1925 af Franz Roh i Tyskland og i 1927 eksporteret til Latinamerika som realismo magico. Indledningsvis beskrev begrebet malerkunstnere som Frida Kahlo, men omfattede hurtigt også litteraturen. Mange definitioner florerer; en er, at magisk realisme dækker over værker, der beskriver virkeligheden, hvori der indgår noget forbavsende utroligt og magisk overnaturligt.
Malere og forfattere af magisk realisme bruger et særligt “undlade”-trick: Det magiske element beskrives som helt naturligt forekommende i en virkelighedstro beretning. Magien forstærkes ved, at kunstneren “underspiller” ved at lade som om, forholde sig tavs, undlade at forklare det magiske elements tilsyneladende naturlige forekomst. Det uforklarlige inddrages “ubemærket” – og ofte i en næsten barok overflod af sanseindtryk.
Marquez’s roman 100 års ensomhed er skoleeksemplet på en socialrealistisk og magisk fortælling om folk i en lille colombiansk flække, hvor lag på lag på lag af indtryk serveres i en katolsk mirakel-kontekst kombineret med usandsynlige naturfænomener. Kristin Marja Baldursdottir’s romaner om Karitas og Joanne Harris’s Chocolat er af samme skuffe. Magiske vinde…
I Skibsdrengens Fortælling beretter Karen Blixen om Skibsdrengen, som på havet møder en vandrefalk, der på magisk vis manifesterer sig under en senere landlov. Som en naturlig hændelse i strøm af begivenheder. Andre MR-danskere er Peter Høeg (Kvinden og Aben) og Ebbe Kløvedal Reich (Himlene og Jorden)
Den magiske realisme demonstrerer ofte forskellighederne i livsopfattelser: Storbyliv kontra landboliv, vesterlandsk kontra oprindeligt, religiøsitet kontra ateisme. Salman Rushdie inddrager hindu/islam-fænomener i vesterlandske universer, og Murakami krydrer teknologisamfund med shinto/zen-mystik.
En brasiliansk teologiprofessor Vitor Westhelle mener, at der er oplagte paralleller mellem Grundtvigs mytiske sprogunivers (inddragelser af nordisk gudemagi) og den latinamerikanske tradition for narrative myter og den såkaldte magiske realisme.
Isabel Allende bliver ofte betragtet som en af de største forfattere indenfor magisk realisme. Men hun opponerer mod den betegnelse, fordi hun mener, at hun blot beskriver den magi, hun oplever i virkeligheden. Den er ikke opdigtet som i fantasy. Hun er ikke magisk realist, sådan som fantasy-forfatter opfatter begrebet: Terry Prattchet mener, at magic realism “is like a polite way of saying you write fantasy” og Gen Wolfe: “magic realism is fantasy written by people who speak Spanish”…
Uanset hvor uenige litteraturfolket er omkring magisk realisme, så evner Isabel Allende at skrive magien ind i hverdagen på sin helt egen måde, som fryder læsere over hele verden 😀
Se også Isabel Allende og 13 kvinder og Afrodite.
Anne Voel: IA-portræt-frise.
Hypatias halskæde viser Pytagoras’s sætning:
