Besættelser

Besættelser er hvermandseje 😉 Vi er alle besatte. Af tanker og følelser. I forskellige formater. Og de vokser, hvis vi kæmper imod dem…

7synder
Dødssynderne optræder i mange forklædninger, projektioner og afhængigheder:

1. Forfængelighed og Hovmod (Påfugl),
2. Gerrighed og Nærighed (Tudse),
3. Spillelidenskab og Skærmafhægighed (Ged),
4. Misundelse og Jalousi (Slange),
5. Grådighed og Samlemani (Svin),
6. Vrede og Had (Kattedyr),
7. Dovenskab og Magelighed (Snegl).

Buddhistisk filosofi tilbyder måder at opløse besættelser. Fælles for dem er venlig imødekommenhed efterfulgt af opmærksomhedsflytning. Se Ægte Kærlighed !

Her er tre meditationsforslag:

1. Himmelen:
Forestil dig tanker/følelser/besættelser som skyer: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du driver videre og går i opløsning. Farvel.”

2. Havet:
Forestil dig tanker/følelser/besættelser som bølger: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du flyder videre og går i brænding. Farvel.”

3. Biltrafik:
Forestil dig tanker/følelser/besættelser som biler: “Davs!, Nå, i dag har du den form, ok, du kører videre forbi mig. Farvel.”

Undlad at kæmpe imod den forbigående bevægelse, og lad være med at hoppe på skyen/bølgen/bilen. Du kan ende ude i hampen – måske med en kæmpestor “taxaregning” 😉

Attituden kan også anvendes overfor besættende og belemrende medskabninger. Altså den venlige og beherskede imødekommenhed efterfulgt af et distancerende opmærksomhedsskift.

4. En fjerde måde er solhvervsdukkerne, som blev præsenteret i indlægget Solhvervsdukkerne. De virker både sommer og vinter.

Glædeligt vintersolhverv!

Tilstedeværelse

Tilstedeværelse her og nu er den danske udgave af mindfulness. Grundet i en sansende krop, der er fri for fortidens og fremtidens besættelser – og uden tilknytning til afhængigheder.

Den tilstand er ofte kortvarig; men den kan optrænes!

Metoderne er mangfoldige. Dit for dig og dat for mig 😉
En af dem er at danse  tango. Meditation, musicering og havearbejde er andre bud. Haikudigtning er en direkte vej. Fælles for tilstandene er, at de er helt uden præstationshensigter og behov for beundring. Hvis forfængeligheden stikker sit grumme fjæs frem, så fordamper tilstedeværelsen…

magisk spejlverden
lav sol mellem træstammer
fugtigt blødt grønt mos

Mindfulness

Mindfulness er dit og dat. Dit for dig og dat for mig. En omskrivning af Radise-Trines udsagn om lykken 😉

For os alle handler mindfulness om at kende vore egne ubalancer og undlade at køre dem af på omverdenen. Metoderne til erkendelse er talrige, og de virker forskelligt på forskellige personer.

“Kend dig selv” er Delfi-oraklets første bud. Det andet er “Intet til overmål” og det tredje: “Et løfte – og enden er nær”. I overensstemmelse med den buddhistiske filosofi om at mindske tilknytning. At undgå afhængighed.

Mindfulness defineres som vejen til en harmoni. Hjerneforskere påstår, at den tilstand er ren kemi handlende om koncentrationerne af tre stoffer:  adrenalin(lyst), dopamin(belønning) og oxytocin(tilknytning)…

Komikeren Ruby Wax har i år udgivet bogen “How to be human”. Det er en lærerig, inspirerende og læseværdig samtalebog mellem komikeren, hjerneforskeren Ash Ranpura og munken Gelong Thubten, der tilhører det skotske buddhistiske kloster Samye Ling, som Trungpa var medgrundlægger af.

Gullvejg

Gullvejg kendes fra vølvens spådom.
Hun er arketypen på den viise kvinde, der er hel og hellig i sig selv, og som derfor intet søger, men udelukkende giver. Magiker og seer.
Derfor blev hun fordømt af magtens mænd 🙁

I vølvens spådom bliver hun spiddet af Æsir (Aseguden) og brændt tre gange. Hver gang heles hun og genopstår endnu stærkere. Fortællingen minder om Santa Lucia‘s, som vi fejrer den 13. december, selvom vi ikke er katolske 😉
Gullveig fejres ved midsommerbålet, hvor frugtbarhedsguderne Frej og Freja også fejres. De tilhører vaneguderne, der vil freden i modsætning til aseguderne.

Vølver er kvinder af lyset/guldet/gull, som lever, vandrer og fortæller det frie liv.
Deres gyldne vej blev brolagt med kærlighedens tårer, som Freja græd over sin mand, inden hun blev fri og overgav sig til det, der skete på rette sted til rette tid!

De omvandrende kloge koner findes alle steder til alle tider. Ligesom Den Blå Pige. Lad os fejre Gullvejg ᚷᚢᛚᛚᚹᛖᛃᚷ !

Leonardo’s Knuder

Leonardo fra Vinci blev født i 1452 og levede i 67 år – beskrivende livets strømninger og mønstre. Hans verdenssyn var holistisk og økologisk; men han publicerede ikke sine opdagelser.

Fritjof Capra er en af de nutidige filosofiske scienceforskere, der åbenbarer Leonardo’s sværtlæselige spejlskrevne tekster, hvoraf mange har været gemt i 500 år. Omsider får Leonardo’s bæredygtige verdenssyn opmærksomhed.
I bogen ‘Leonardo da Vinci – videnskabsmand og tænker’ filosoferer Capra over, hvordan verden kunne have set ud, hvis videnskaberne var udviklede under Leonardos økologiske helhedssyn fremfor det grådighedsfremmende mekanistisk-kartesianske paradigme …

Leonardo mente, at alting hænger sammen. At alt i skaberværket er forbundet. I uoverskuelige netværk, som han forsøgte at synliggøre ved indviklede knudeværk, som også indeholder ‘den tibetanske knude’.
Han fornøjede sig med at male de smukkeste og enkleste knuder i alle sine  malerier.

MonaLisa’s knudebort.

Shambhala

Shambhala er det mytiske tibetanske rige, hvor medfølelsen regerer. Kalachakra-mandalaer er mindmaps over meditationer for fred.

Mandala-riger indgår i mange myter og væverier ( = tantra),
der kan op-lyse menneskene om det guddommelige Selvs visdom.
Om Sunyata, Den Åbne Tomhed.
Teksterne afspejler skrivernes mytosverdener, der er foranderlige
– ligesom den buddhistiske filosofi.

En fortælling beretter om fire porte,
der fører til Lotus-af-Mudder-helligdommen i midten:

Øst lukker/åbner morgenens/opstigende luftkraft.
Syd lukker/åbner dagens/aktive ildkraft.
Vest  lukker/åbner aftenens/nedstigende vandkraft.
Nord lukker/åbner nattens/passive jordkraft.

Andre tekster er detaljerede udlæggelser af de buddhistiske ‘sandheder’.

Shambhala-Vejen er en zen-inspireret tibetansk buddhistisk gren,
som Chögyam Trungpa udviklede til den vestlige verden.
Crazy Wisdom!
Han blev født i Tibet i 1939.
48 år senere døde han af druk i Nova Scotia.
Hans tekster og videoer anbefales!

Essensen i hans filosofi er ægte kærlighed!

Chögyam Trungpa var en uhøjtidelig formidler af tibetansk fredsudbredende visdom. Et konglomerat af den magiske bon-religion og buddhistisk filosofi.
Dog indså han, at hans læring om meditation og mindfulness blev brugt utilsigtet til ego-promovering fremfor medfølelse.
Det siges, at efter hans død befandt hans krop sig i den selvkonserverende bardotilstand, indtil den blev brændt.
Måske var den velkonserveret i alkohol 😉

Bardo er beskrevet i Den Tibetanske Dødebog, opskriften på at fuldende sit eget liv.
Det sker ved dybe meditationer (Selv-indsigter) og samtidig udtørring og mumificering af kroppen i levende live.
Tibetanske nonner og munke fuldførte bardo i klippehuler,
som derefter ansås som helligsteder.
De hellige mumier blev brændt af kineserne, da de invaderede Tibet.

Bowie studerede en tid på SamyeLing-klostret i Skotland, som blev grundlagt af Trungpa.

Høstens 5 Læseoplevelser

Høstens 5 læseoplevelser er meget forskellige:

Baldursdottir, Kristin Marja 1999: Køligt Daggry (152 sider)

Thorsteina Thorsdottir er en elegant, erfaren og skrap lærer, der omgås sandheden letfærdigt, når elever spørger til hendes privatliv. Hendes selvfortællinger får skæbnesvangre konsekvenser, som ligger som en mørk undertone i bogen. Romanen består af dagbogsagtige scener, som bl. a. omfatter hendes venindegruppe og den mandlige underbo, der passer hendes firehjulstrækker. Og hendes meninger om amerikaniseret islandsk ungdom. “Anti-amerikanistisk” feelgood 😀

Donoghue, Emma 2016: Underet (310 sider)

I midten af 1800-tallet ansættes en sygeplejerske til at tage vare på et fastende pigebarn, der i et katolsk landsogn betragtes som et under, hvortil troende valfarter. Den fattige irske families hverdag beskrives ind under huden med en stemning af fatalisme. Fortællingen har rod i historiske beretninger om dette religiøse fænomen, som oftest indebar tragedier. En foruroligende roman om, hvordan religiøs overbevisning kan føre til forblændelse.

Ishiguro, Kazuo 1989: Resten af Dagen (243 sider)

Butleren Stevens tager på biltur for at besøge en tidligere kollega Miss Kenton. Undervejs erindrer han oplevelser på godset Darlington og filosoferer over værdighed. Et historisk tidsbillede af engelsk overklassemoral under og efter 2. verdenskrig – og butlerloyalitet. Det omstændelige tankesprog understreger stemningen. Den britisk-japanske forfatter er Nobelpristager…

McLain, Paula 2015: For tæt på solen (390 sider)

Biografisk roman om hestetræneren og pionerpiloten Beryl Markham (1902-86). Naturbarn, drengepige, feminist og libertiner. Unik kvinde, der bevarede sin integritet i bevidsthed om, at intet varer ved. Hverken jordisk gods eller relationer til mænd. Historien omfatter også Karen Blixen, Denys Finch-Hatton og andre kolonister med farme i Kenya. Medrivende feel-good bog om anderledes lykke-begreber 😉

Mann, Thomas 1901: Huset Buddenbrook 1 (312 sider) + 2 (336 sider)

“En families forfald” fra 1835 + ca. 40 år. Hovedpersonen Antonies borgerlige ære-værdighed udspændes ved 5 generationer mænd i købmandsfamilien Buddenbrook. Beskrivelsen af brødrene Thomas og Christian omfatter udpenslede kropslige mandelidelser. Klassisk tidsbillede af tyskhed, som medførte Nobelprisen. Et farverigt arketypisk persongalleri. Stadig læseværdig.

Evnen til at Magte

Evnen til at magte, at tage beslutninger og føre dem ud i livet, støttes af den måne, der er ny idag.
Magt kan udøves på to forskellige planer: 1. at magte sig selv og 2. at magte andre.
Bedstemor Måne hjælper med det første. Hun styrker på mytosplanet.

indirekte syn
månelysets indsigter
magten i skyggen

Mytos handler om den uhåndgribelige, mytologiske og underbevidste verden.
Den visdom, hvorved mennesker skaber indre styrke og balance – uden projektioner på medmennesker.
Logos handler om det håndgribelige og logiske og bevidste liv.

Eksempler på logos/mytos-forskelle:

Magt over verden-andre / Magt over sig selv
Rigdom(materialisme) / Lykke(hjertero)
At være kendt / At kende sig selv
Viden / Visdom

Eventyr og myter taler til og udvikler mytos-sproget i menneskets dybder.
Mytos-sproget er også drømmenes sprog, hvor alting har symbolsk betydning.
At kende sine egne symboler og at leve med årstidens fortællinger og rytmer styrker evnen til at magte sig selv.  En vej til at blive regent i eget slot 😉

Se også indlæg om Drømmetydning, Drømmesymboler, Drømmepsykologi, og Logos og Mytos

5 Mørke Bøger

5 mørke bøger:

Peter Høeg 2018:  Gennem Dine Øjne (362 sider)

Den voksne jeg-fortæller Peter og hans børnehavevenner Simon og Lisa havde som børn en fællesbevidsthed, de genoplever som voksne. Lisa arbejder med neuropsykologisk billeddannelse for at lindre lidelse. Sammen deler de traumatiske overgrebshistorier. Tankevækkende roman om kollektiv mørkebevidsthed; måske ikke Høegs bedste…

Aris Fioretos 2015:  Mary (372 sider)

Mary er politisk fange under den græske junta. Hun udsættes for tortur, som fortælles uhyggeligt sanseligt. I flashbacks berettes hendes korte liv indtil arrestationen. Socialrealistik beskrivelse af græske junta-forhold – og om afstumpet magtudøvelse. Forfærdelig, men læseværdig historie – ikke “feel-good”!

Patricia Briggs 2006:  Månens Kald (424 sider).

Bande-fantasy: Varulve, vampyrer, hekse og walkeren Mercy, der optræder som prærieulv. Hun har et bilværksted og bor i en trailer ved siden af en alfa-varulve-leder Adam. I TriCities. Forfatterens eget ørkesløse miljø: Atomcity i amerikansk rand-ørken. Tøse-fantasy med glorificerede voldsrelationer mellem mange mænd og få kvinder. Frastødende amerikanisme.

Ignatius de Loyola ca. 1540:  Exerxitiebog. Dansk:  1938. (212 sider)

Ignatius var en soldat, morder og voldtægtsmand, der overlevede krigskvæstelser, hvorefter han grundlagde Jesuiter-ordenen. Exercitierne er bodsøvelser forbundet med 30 dages gennemgang af de katolske mysterier. Selvpineri i høj potens. Målgruppen er sandsynligvis voldsforbrydere. Forkvaklet kvindesyn. Umenneskelig “kristendom”.

Jan Brokken 2016:  Baltiske sjæle (417 sider)

JB er hollandsk journalist/forfatter og fortæller 27 skæbneportrætter af kunstnere og andre, der har rødder i de baltiske lande. Et kludetæppe af folk: tyskere, russere og en slags oprindelig befolkning, hvis forfædre også er etniske blandinger. Landenes omtumlede historie genlyder i den angst, som er en grundfølelse i befolkningen. Men som modvejes af kunst, musik og korsang. Meget lærerig.

De Dødes Nat

De Dødes Nat er DenHelligeAften. HolyEve. Halloween.
Porten til hvile-tiden mellem Allehelgen(Samain) og Kyndelmisse(Imbolc).
Mørketiden mellem mørkefesten og lysfesten.

I den keltiske/gæliske storyteller-tradition overdrages livskraften i nat fra Egekongen til Kristtornekongen. Fra den løvfældende Oak King til den stedsegrønne Holly King.

Kanølf med vedbend og kristtorn.

Det sker under en nattelang bål-ceremoni, som initierer ModerJords nye år. Gudinden/Isis/ModerJord indleder nu året med at hvile, gære og ruge i halvanden månetid, indtil lyset, livet og gudebarnet genfødes ved vintersolhverv.
I Mørke/Ånde/Hvile-tiden tages de døde med på råd.

Den katolske kirke omkalfatrede Samain til Alle Helgen og De Dødes Nat. Mørkets dronning er Maria, der ved vintersolhverv føder lyset og bliver modergudinden!