Arakne var født i en familie af fåreavlere og farvere, så fra barnsben havde hun de ypperste vævematerialer mellem hænderne. Med tiden blev hun en benådet billedvæverske, og hendes værker fortaltes ud i landskabernes yderste afkroge. De kom den ærekære gudinde for øre.
Gudinden forklædte sig som en gammel kroget kone og opsøgte Arakne. Da hun med egne øjne så de magiske vævebilleder, gav hun sig til kende og advarede væversken om, at hun udfordrede gudernes eneret til det perfekte. Arakne fastholdt sin ret til at adlyde den kreative gave, hun besad; og hun udfordrede gudinden til en konkurrence.
I tre månetider vævede de to kvinder, så deres hænder lignedes med farvede fugle, der fløj over landskaber. Folk kom langvejs fra og samledes til en stor skare, hvis besyv skulle afgøre striden.
Gudindens billedtæppe var en enestående og vidunderlig fortælling om den paradisiske verden, som kun en gudinde kan mage den. Araknes vævede historie handlede om gudernes færden på godt – og på ondt. Alle deres moralske brist levede i hendes væverier. Folkeskaren valgte Araknes kunstværk!
Arakne takkede skaberkraften; men gudinden blev rasende. Hun flængede gudefortællingen i stumper og stykker. Og Arakne blev hængt i trådene som straf for overmod. Hybris.
Gudinden oversprøjtede hende med den sorte lammende gift og forvandlede væversken til et 8-benet lille dyr, der dog opsamlede lidt giftig edder. Sådan skabtes edderkoppen med dens uovertrufne vævekunst.
Myten er spundet omkring gudinden Athene, men dramaet lever i alle kulturer med skabende kvinder, hvor misundelsens sortsyge florerer…