Portrættegning handler om at “se” og gengive flademønstre. Og at placere fladerne i forhold til proportionerne:
Alle ansigter kan tegnes ind i en højkant-oval, hvor øjnene ligger på den vandrette halveringsakse. Fra punktet mellem øjnene er afstanden til øjnenes ydre kroge og næsetippen den samme. Set lige forfra! Mellem næsetippen og hagen placeres mund-linjen 1/3 under næsen. De små afvigelser herfra definerer personlighedstrækkene.
For at komme i “se”-tilstanden indledes tegningen omvendt, hvis motivet er et fotografi; det er svært at vende en levende model på hovedet…
Tegnefladen ligger på gulvet, og jeg kravler rundt og væk og tilbage igen, rejser mig og går frem og tilbage. Danser!
Når proportionerne i ovalen er skitserede, placeres øjenkroge, næsetip, mund-linje, hageform og øjenbryn/kranieform. Dernæst markeres højlys-flader. De er synligst, hvis papiret ikke er hvidt…
Så går jagten ind på karakteristiske farveflader. Jeg starter oftest med munden, som opstår ved at tegne mønsterfladerne omkring den i forhold til næsen og hagen. Hvis jeg tegner øjnene først, mister jeg koncentrationen, fordi jeg forvirres, når motivet ser på mig ;-(
Undervejs arbejder jeg spredt over hele ansigtsfladen, som nærmest modelleres med farverne (pastelkridt), hvis strøg følger formernes kurver. En slags kærtegning…
Tegning af hemmelig yndlingsforfatter.
Gæt hvem!
Et vink: han har skrevet om Hypatia.