Tag: bøger

Udgivet den

Nattepottens Guld

nattepottens guld
udskilt kvælstof optages
grøn stofforvandling

NattePotten400

Natpotten er overskriften på en af mine økologiske avisklummer fra fortiden. Den har rødder i min bedstemors foretagsomhed (igen):

“Hun havde de flotteste potteplanter i sognet, for det ville hun have. Brugte alle kneb, tissede i en gulvspand i smug og brugte det til at vande og gøde potteplanterne med. “
(Uddrag af min farbrors roman “Rav”, hvori min farmor optræder.)

Nyladet urin fra et sundt menneske er sterilt og kan bruges til sårrensning.

Ren urin fortyndet 1:10 med vand er formidabel gødning. Tilføres i jord-revnen efter et spadestik = lugtfri nedfældning. Men urin er spildevandet fra kroppens rensningsanlæg og kan indeholde hormon/medicin-rester. De er  ikke  ønskværdige i naturen/haven!

Forholdet mellem Kulstof(C) og Kvælstof(N) i urin er lille: C/N =2, hvilket er relativt meget kvælstof. Så natpottens gyldne indhold er et kærkomment tilskud til kompostering af halm/løvblade, som har et stort indhold af kulstof: C/N>200.

Urin er ren, økologisk og gratis næringsstoftilførsel. Lugtfri ved nedfældning og i kompost. Også gødningsspandene med gærende nælder og ko/heste-møg kan beriges med sundt dametis/herrepis i løbet af vækstsæsonen. Bedstemors økologiske praksis er ikke længere et kneb, der udføres i smug…

En sidegevinst er vandbesparelsen ved ikke at skylle ud efter pottebesøg 😉

Udgivet den

Rødhalsen

Rødhalsen er her stadig med sin øresønderrivende syngen 😉 Imponerende at så megen lyd kan komme ud af så lille et væsen. Selma Lagerløfs fortælling om fuglen findes i samlingen “Kristuslegender”:

RedRobin

Legenden om Rødhalsen indledes i de dage, da Vorherre skabte verden og navngav sine skabninger. Da Rødhalsen havde fået sit navn, spejlede den sig i et stille vand – og undrede sig. Fjerene på halsen var lige så grå som alle de andre, så den spurgte sin milde skaber, om han havde glemt noget. Vorherre svarede: “Rødhals er dit navn; de røde halsfjer skal du selv fortjene!”

En uoverskuelig række år var henrundne siden Paradisets dage, og i en tornebusk lå en rede fuld af unger. Rødhalsen fortalte sit afkom om skabelsen, og om hvordan rødhalse lige siden har sunget med brystet fuldt af svulmende begejstring – i håbet om, at sangens glød ville fortjene røde fjer. Pludselig tav fuglen, og den bredte vingerne beskyttende over ungerne, fordi en hoben mennesker drog ud af Jerusalem.

Den grå fugl betragtede menneskenes grusomhed. Da den så tornekronen på den forpinte korsfæstede mand, kunne den ikke holde sig i reden. Fuglen fløj kredsende om mandens hoved, landede, og med sit lille bitte næb udtrak den en dyb torn. En blodsdråbe ramte dens grå bryst og farvede fjerene røde. Med den mildeste hvisken talte den korsfæstede: “Din barmhjertighed har givet dig det, som du blev lovet ved verdens skabelse”…

Selma Lagerløfs sprog er så vidunderligt, at ovenstående forkortelse er en synd 🙁
Læs legenden højt i påsken!

Udgivet den

Hjertesutraen og Prædikeren

Hjertesutraen og Prædikeren har samme budskab:

Alt er tomhed!
Forfængeligheden blænder os!
Vi er forgængelige!

Hjertesutraens mester videregiver Prajna(erkendelse) Paramitra(den anden side) til sin elev:  Hjerte-ro uden ønsker/mål/begær.

Prædikerens Bog findes i Det Gamle Testamente. I den fortælles, at vinden blæser, og at alt har sin tid. Desuden påstås, at Skaberen har skabt alt, som det skal være; men at menneskene har så sære ting for.

Begge skrifter foreskriver, at ro i sindet opnås ved at erkende forgængeligheden, som tomhed uden tilknytning:
Uendelig Åbenhed!
Derved ophæves slaveriet af forfængeligheden.

DavidBaillyVanitas

Barokmaleren David Bailly malede sigselv med alt, hvad hjertet og forfængeligheden begærer. Kraniet, sæbeboblerne og narren symboliserer forgængeligheden 😉
Vanitas!

Udgivet den

Maurerens Sidste Suk

Maurerens Sidste Suk er et af Salman Rushdies mesterværker.

rushdie

Moraes Zogoiby fødes i 1957 som søn af en brogetflosset forretningsfar og en excentrisk kunstmalermor. Han omtaler sig selv som Maureren i jeg-fortællingen om slægtens farverige historie i Bombai, Gudinden Mumbais aldrig sovende by. Før, under og efter Imperietiden – hægtet på historiske begivenheder. Ispundet hans tre søstres arketypiske kvindeliv: modellen, aktivisten og nonnen. Hovedhistorien er søn/mor-forholdet…

Salman Rushdie er en formidabel ordjonglør. Han udsender et virvar af scenarier, som svæver i rummet, vikler sig ind i hinanden og lander i intrikate mønstre – uden løse ender.
Personkarakterer/dramaer er af Shakespeareske dimensioner!
Spækket med visdomsord:

“… hvis sandheden om vores eksistens er, at der findes så mange skjulte sandheder bag Maya-slør af uvidenhed og indbildning, hvorfor da ikke Himmel og Helvede?
Hvorfor ikke Gud og Djævelen og hele den forbandet-velsignede badulje?
Hvis der er så mange åbenbaringer til, hvorfor så ikke en Åbenbaring? – Ja tak.
Det er ikke det rette øjeblik at diskutere teologi.
De emner, der står på dagsordenen, er terrorisme og et hemmeligt kernevåben.”
(side 324)

Salman Rushdies romaner kræver tid og fordybelse, og de kan læses igen og igen med nyt udbytte hver gang! Vedvarende ordskat!
I 2019 udkom Quichotte, som er inspireret  af den spanske helt og af Fuglenes Forsamling, men som er spot on amerikanismen…

Se også manderomaner og mandefølelser

Udgivet den

Hypatia – og Ebbe

Hypatia levede i Alexandria (ca. 350 – 415), og hun mindes ved forårsjævndøgn.

Hypatia var filosof, skoleleder og naturvidenskabskvinde.
Hun viede sit liv til læring(science/fornuft), åbenhed og frihed fra religion! Såvidt vides levede hun i cølibat – i forskningsfællesskab med sin far Theon, indtil han døde. Hun skal have sagt:

“Kæmp for din ret til at tænke, for selv forkerte tanker er bedre end slet ingen!”

De kristne brændte Hypatia – efter at hun var voldtaget, stenet og slæbt af heste gennem Alexandria. Hun blev pågrebet, medens hun studerede forårsjævndøgnets stjernehimmel. Et månekrater ved Rolighedens Hav (Apollo 11’s landingsplads) er opkaldt efter Hypatia. Så månelandskabet er en påmindelse om den frie tanke  😉

I 2003 udgav Ebbe Kløvedal Reich sin sidste roman Himlene og Jorden – et hypatinsk rejseeventyr, hvori Hypatia, hendes verdensankuelse og Alexandria er omdrejningshistorien. Forfatteren fortolker Hypatias værdinormer ind i romanfigurer, som her citeres:

“Vi mennesker er de eneste der er nødt til at bruge tanken, for vi skal skelne mellem kærlighed og brunst og liderlighed.” (side 433)

Livsnydelsen kan ikke tåle at have slaver. “… Der skal gøres oprør i mod den.” Hvis livsnydelsen får slaver, “… så forsvinder den. Eller den begynder at rådne. Og så begynder kedsomheden og uvirkeligheden.” (side 436)

“Det største vi ser, ser vi ikke med øjnene, men med tanken og troen.” (side 459)

Romanen foregår i fortid/nutid/paralleltid. I Alexandria, Københavnsområdet og Hypateia. En magisk/historisk realisme om politik/religion – og kærlighed. Og en gammel jeg-forfatter 😉

Ebbe250x400

Ærede være Hypatia fra Alexandria og Ebbe fra Kløvedal.

Filmen Agora (2009) handler også om Hypatia.
Se desuden Isis og Maria.

Udgivet den

Det Numinøse

Det Numinøse er den ubeskrivelige guddommelige følelse af Den Store Sammenhæng – også uden en gud.

Filosoffer, præster og psykoanalytikere har forsøgt at sætte ord på fænomenet: Livsånden/Gudsgnisten/Selvet er forsøg på at beskrive aspekter af Det Numinøse.
Søren Kierkegaard taler om Det Absolutte.

Dette Numinøse Absolutte kan ikke præciseres; men det kan opleves! Og man er ikke i tvivl, når den jegforglemmende højtidsfølelse af Den Store Sammenhæng rører på sig.

Ordet numinøs blev opfundet af Rudolf Otto i bogen Das Heilige (1917): en anonym kraft hinsides rækkevidde, som mennesker erfarer i spontan grebethed!
Mysterium tremendum et fascinosum: en hemmelighedsfuldhed, der medfører skælvende dragning.

Buddhatilstanden er en totalfornemmelse af Det Numinøse: Satori. En gennemsyrende tilfredshedstilstand.
Haikudigtning kan være en adgangsbillet til momenter af stillestående harmoni med Den Store Sammenhæng, som i yderste konsekvens ophæver følelsen af tid og sted.

Nikolaj Frederik Severin Grundtvig benævnte Det Levende Ord som oplivende og oplysende. De fortalte ord kan føre til følelsen af mening med tilværelsen, og den ægte storyteller kan nære tilhørernes fornemmelse for numinøsitet ved fortællingens kraft.
Gid det oplivende og oplysende levende ord må være stærkere end de fængslende skærme, der forhindrer mennesker i at mærke Det Numinøse!

det numinøse
erkendelse af mønstre
ubegribeligt

Udgivet den

Den Gamle Dame

Den Gamle Dame fortæller myter, folkeeventyr og historier af bl. a. Andersen og Blixen – plus sine egne sammensurier. På højskoler, biblioteker, museer, institutioner og hjemme hos folk. Hver optræden indledes med en præsentation.
På middelaldermarkeder i Køge indledte hun med  denne historie:

I Køge levede en gang en murermester ved navn Ejlif, der stod for at bygge Nikolaus’s Store Kirke. Nikolaus er helgen for de søfarende; og så har han vinterarbejde som julemand.
Ejlif var far til Maria, der strejfede i landskabet syd for den nye by. Hun kendte naturen på godt og ondt, var ikke bange for dens luner.

I Herrens År 1298 faldt fuldmånen i efterårsjævndøgnet, og om natten sad Maria Ejlifsdatter i ly under jættestuens hvælving i Maglehøj. Himlen var skyfri, og hun badede sig i måneskin. Maglehøjs store sten lyste helt særligt som indbydelse til fest, og ud fra skoven trådte den mægtige hornede bjørnelos, Ursus lynxicornus. I mange livsaldre havde den tjent Modergudinden; men nu var dens tid forbi.

For allersidste gang søgte bjørnelossen vinterhi i Maglehøj, – og dér sad pigebarnet! Maria lyttede til den gennem natten, indtil dens liv ebbede ud med den nedgående fuldmåne. Med dagens komme overtog hun bjørnelossens magiske kraft og dens ene horn.

Den lille Maria blev sidenhen Køges Kloge Kone, der hjalp de syge; og hun samlede urter til nonnerne i Skt. Gertrud og gråbrødremunkene. Nu er hun en meget gammel dame, som fortæller om ModerJord, månetiderne og livsurterne.

fegahamo Anne Voel

Den Gamle Dames grønlandske myter indlejredes i hende, dengang hun for mange generationer siden levede med De Oprindelige Folk og deres fortællinger om Festens Gave og Havets Moder.

Bamsedagen er det nyeste skud på Den Gamle Dames fortælletræ. Nu rejser hun rundt til alverdens børn med sin brune kuffert – og åndelig håndbagage*

I kufferten bor Bammer, der passer på kuffertens øvrige indhold: Høj glimmerhat og blå briller, tromme, masker, rasler og bjørnelossens horn. Plus de andre beboere: Nymmelise, Lillebjørn, kanariefuglen Pip og trolden Kanølf med runerne.

(H)Åndbagagen omfatter talrige eventyr/myter/legender oveni Det Periodiske System og anden forunderlig viden og visdom om skabelsens underfulde mønstre.

Den Gamle Dame har altid en overskrift på sine fortællebesøg; men hverken hun selv eller tilhørerne ved på forhånd, hvad der slipper ud af kufferten/åndbagagen.
Hendes lærere er Løgneren (Martin A. Hansen) og Scheherazade, der begge fortalte for at overleve – og videregive livsgnist. Se Storytelling.

DenGamleDame&Spoejsen

* Åndelig Håndbagage:
Kemi-Professor Tovborgs udtryk for at udenadslære Det Periodiske System…