Tag: 400 ord

Udgivet den

Økohaven Vækkes

Øko-haven Vækkes er en gammel revideret klumme til Det Grønne Hus:

Jorddækket

Det er tid at rive dynen af og forberede nyt liv. Hele vinteren er den økologiske have dækket af blade, halm, tang, bark, kompostrester eller i mangel på bedre: plastik. Under denne dyne har jordbundens organismer mæsket sig i sidste års overflod. De er en slags ”zoologisk have”, havedyrkerens uundværlige medarbejdere. De har rumsteret, gravet luftkanaler og udskilt efterladenskaber, så jorden nu er parat til at modtage nyt liv.
Vinterdækket kan også være en endnu levende efterafgrøde, som skal hakkes om og rives væk.

Nu fjernes dækket, og jorden luftes lempeligt med en kultivator, fordi ormegangene og andre hulheder i muldlaget skal iltes. Jorden hviler et par dage uden regn, der hindrer luftning. Når ilten er trængt ind i urtebedenes muldlag, markeres rækkerne, de vandes, og frøene sås. Resterne af jorddækket kan komposteres ved at lægges mellem rækkerne. Det harmoniserer temperatur og fugtighed, hindrer regn og vind i at ødelægge jorden, stopper spiring af ukrudt, og dækkeresterne frigiver fortsat næring til vore jordbundne medarbejdere.

Komposten

Efter frøenes spiring kræver planterne mere næring. Så er det på tide at fordele den dyrebare kompost. En velomsat kompost kan indeholde al den næring, planter behøver, og det bedste vil være at have så meget, at den kan fordeles jævnt gennem hele vækstsæsonen. Komposten er nødvendig i økohaven. Gennem vinteren er den modnet i ormekompostbeholderne og i de kompostbunker, der anlagdes rundt i haven efter høst.

Karseprøven

Kvaliteten af kompost kan variere meget. Den kan være så dårligt omsat eller indeholde så meget næring, at den kan være giftig for de små planter. Det undersøges ved at så karse i komposten. Det kan gøres mellem to tallerkener i en vindueskarm. I den ideelle kompost vil karsen spire indenfor en uge og se grøn og sund ud, lige til at spise. Så kan selv de mindste planter tåle den. Hvis karsen trives mindre godt, må udbringning af kompost udsættes, til den er mere omsat og/eller småplanterne er vokset.

Mangfoldighed

Sygdomme/skadedyr truer de voksende planter. Skadevolderen angriber en plante og formerer sig. Den søger i sin omkreds efter endnu et offer af samme slags. Men hvis naboplanten er en anden art, forvirres angriberen, og spredning af problemet begrænses. Derfor dyrker den økologiske havebruger forskellige planter i samme række. Herved tilgodeses også varierede næringsbehov.  Mangfoldighed er grundlag for frodighed og tænkes ind i alle beslutninger.

Gang3bSpejl400

Udgivet den

Magisk Realisme

Magisk realisme er et meget bredt og meget diskuteret begreb.

Magischer Realismus blev “opfundet” i 1925 af Franz Roh i Tyskland og i 1927 eksporteret til Latinamerika som realismo magico. Indledningsvis beskrev begrebet malerkunstnere som Frida Kahlo, men omfattede hurtigt også litteraturen. Mange definitioner florerer; en er, at magisk realisme dækker over værker, der beskriver virkeligheden, hvori der indgår noget forbavsende utroligt og magisk overnaturligt.

Malere og forfattere af magisk realisme bruger et særligt “undlade”-trick: Det magiske element beskrives som helt naturligt forekommende i en virkelighedstro beretning. Magien forstærkes ved, at kunstneren “underspiller” ved at lade som om, forholde sig tavs, undlade at forklare det magiske elements tilsyneladende naturlige forekomst. Det uforklarlige inddrages “ubemærket” – og ofte i en næsten barok overflod af sanseindtryk.

Marquez’s roman 100 års ensomhed er skoleeksemplet på en socialrealistisk og magisk fortælling om folk i en lille colombiansk flække, hvor lag på lag på lag af indtryk serveres i en katolsk mirakel-kontekst kombineret med usandsynlige naturfænomener. Kristin Marja Baldursdottir’s romaner om Karitas og Joanne Harris’s Chocolat er af samme skuffe. Magiske vinde…

I Skibsdrengens Fortælling beretter Karen Blixen om Skibsdrengen, som på havet møder en vandrefalk, der på magisk vis manifesterer sig under en senere landlov. Som en naturlig hændelse i strøm af begivenheder. Andre MR-danskere er Peter Høeg (Kvinden og Aben) og Ebbe Kløvedal Reich (Himlene og Jorden)

Den magiske realisme demonstrerer ofte forskellighederne i livsopfattelser: Storbyliv kontra landboliv, vesterlandsk kontra oprindeligt, religiøsitet kontra ateisme. Salman Rushdie inddrager hindu/islam-fænomener i vesterlandske universer, og Murakami krydrer teknologisamfund med shinto/zen-mystik.

En brasiliansk teologiprofessor Vitor Westhelle mener, at der er oplagte paralleller mellem Grundtvigs mytiske sprogunivers (inddragelser af nordisk gudemagi) og den latinamerikanske tradition for narrative myter og den såkaldte magiske realisme.

Isabel Allende bliver ofte betragtet som en af de største forfattere indenfor magisk realisme. Men hun opponerer mod den betegnelse, fordi hun mener, at hun blot beskriver den magi, hun oplever i virkeligheden. Den er ikke opdigtet som i fantasy. Hun er ikke magisk realist, sådan som fantasy-forfatter opfatter begrebet:  Terry Prattchet mener, at magic realism “is like a polite way of saying you write fantasy” og Gen Wolfe: “magic realism is fantasy written by people who speak Spanish”…

Uanset hvor uenige litteraturfolket er omkring magisk realisme, så evner Isabel Allende at skrive magien ind i hverdagen på sin helt egen måde, som fryder læsere over hele verden 😀

IA-roses(Isabel-Allende-Archives)

Se også Isabel Allende og 13 kvinder og Afrodite.

Udgivet den

Feministen Hypatia

Feministen Hypatia led martyrdøden ved forårsjævndøgn år 415.
Hun blev født i Alexandria ca. 350?370, hvor hun var filosof, skoleleder og naturvidenskabskvinde. Hun viede sit liv til science/fornuft, åben læring og frihed fra religion! Såvidt vides levede hun i cølibat – i forskningsfællesskab med sin far Theon, indtil han døde. De holdt til i Museion, som var musernes hus i den græske tradition, som på den tid var udbredt i Ægypten.

Hypatia citeres for at have sagt:
“Kæmp for din ret til at tænke, for selv forkerte tanker er bedre end slet ingen!”

Socrates Scholasticus 4. årh. skrev i Ecclesiastical Historie, bog VI, kapitel 15 om Hypatia (wikipedia):

“Der var en kvinde i Alexandria ved navn Hypatia, datter af filosoffen Theon, der gjorde sådanne grader i litteratur og videnskab, som langt overgår alle filosoffer i hendes egen tid. Efter at have fulgt Platons og Plotins skole, forklarede hun principperne om filosofi til sine lyttere, hvoraf mange kom langvejs fra for at modtage hendes vejledninger.
På grund af den selv-besiddelse og lette måde, som hun havde opnået som følge af dyrkning af hendes sind, viste hun sig ikke sjældent offentligt i tilstedeværelse af dommere. Ej heller følte hun sig forknyt ved at komme i en forsamling af mænd. For alle mænd beundrede hende mere på grund af hendes usædvanlige værdighed og dyd. Men selv faldt hun offer for den politiske jalousi, som dengang herskede.”

Hypatia havde integreret maskuliniteten i sin personlighed og fremstod som et helt menneske med både maskuline og feminine personlighedstræk. I følge legenderne om hende protesterede hun mod mænds begæring af hende som sexualobjekt. Engang blev en kurmager for nærgående, og så stak hun sit menstruationsbind i næsten på ham! I fuld offentlighed…

Hendes frihedshandlinger provokerede de kristne magthavere. De brændte Hypatia – efter at hun var voldtaget, stenet og slæbt af heste gennem Alexandria. Hun blev pågrebet, medens hun studerede forårsjævndøgnets stjernehimmel. Et månekrater ved Rolighedens Hav (Apollo 11’s landingsplads) er opkaldt efter Hypatia. Så månen er en påmindelse om den frie tanke – og kvindelighed! Integration af både mandlige og kvindelige personlighedestræk gør både kvinder og mænd til hele mennesker 😉

Mange kunstnere har gættet på, hvordan Hypatia så ud. Her er min fortolkning af et portræt:

HypatiaAV400Pytagoras’s sætning: Kvadratet på hypotenusen i en retvinklet trekant = summen af sidernes kvadrater:   c x c = a x a + b x b   😀

Hypatia er omtalt i tidligere indlæg:

Forårsjævndøgn

Hypatia – og Ebbe

Isis, Maria og Fuldmånen

Udgivet den

Irene, Eva, Maya – og Paula

Irene, Eva og Maya er unge fortællersker i Isabel Allende’s romaner:

Irene tilhører det chilenske borgerskab under militærdiktaturen, som hendes mor sympatiserer med. Hendes far forsvandt, da hun var 3 år. Irene er journalist på et dameblad og skal giftes med en militærmand, men hun har ører og øjne for historier, som det er forbudt at nævne.
Kærlighed og Mørke er IA’s anden roman, en lidenskabelig historie om kærlighed og vold.

Eva er født til at være tjenestepige i de store huse. Hendes mor voksede op i klostre og tjente hos en læge med et videnskabeligt bibliotek, som hun gennempløjede. Med kombinationen af naturvidenskab og bibelhistorier i fantastiske sammenslyngninger danner hun datterens eventyrlige fantasi.
Eva Luna er IA’s tredje roman, som handler om den uforknytte Eva Luna, der med flid kaster sig ind i livet med valgsproget: “ord for goder!”

Maya vokser op hos sin chilenske farmor og hendes afroamerikanske astronom-mand. Hendes mor er dansk og forlader sin datter kort efter fødslen. Faderen er pilot over hele kloden. Maya skriver dagbog om sin opvækst i Berkeley’s hippiekultur, gangstermiljøer i Las Vegas og det chilenske ø-samfund, hvor hun er gået under jorden på flugt fra den kriminelle underverden.
Maya’s Dagbog er en hårrejsende jeg-fortælling om et år i en 19-årig piges liv.

IA-global(Isabel-Allende-Archives)

Zarité, Isabel og Eliza, Paulina, Aurora og Clara, Inés, Violetta og Alma, Irene, Eva og Maya er blot tolv af de mere eller mindre fiktive kvinder, der lever i Isabel Allende’s værker. Men hun har også skrevet en erindringsbog om sin datter, der døde i hendes hjem efter måneder i koma:

Paula blev født i Chile, datter af storytelleren Isabel Allende, der har rødder tilbage til de første conquestadorer. Paula’s farforældre stammer fra England, og den lille pige knyttedes til sin farmor. Men hun rives op med rode, da hendes forældre må flygte fra diktaturet. Hendes nysgerrighed og medfølelse giver hende et liv i menneskehedens tjeneste, men hun bliver syg og dør kun 28 år gammel.
Bogen Paula er en mors hudløse brev til sin datter omhandlende fælles oplevelser og moderens erindringer, der formuleres til datteren i døden.

Efter Paula’s død oprettede Isabel Allende en foundation, der har til formål at støtte udsatte piger og kvinder. På en rejse i Indien havde IA oplevet at få en bylt forærende af en kvinde under et akacietræ. I pakken lå en lillebitte babypige! IA gik i chok; hendes chaufføren tilbageleverede straks lillepigen…

Udgivet den

Paulina, Aurora og Clara

Paulina, Aurora og Clara er i familie med hinanden. Paulinas far er den konservative chilenske godsejer Augustin; Aurora og Clara er hans oldebørn.

Paulina er den opfindsomme og oprørske datter, der gifter sig imod sin faders vilje. Sammen med sin playboyhusbond skaber hun et handelskompagni i guldgravertidens Californien. Hun får idéen til at hente is i det sydlige Chile og nedkøle chilenske fødevarer, der sejles til Californien af kaptajn Sommers (Eliza’s far).
Den magtfulde Paulina opbygger et voluminøst diva-image – og varetager sin egen økonomi. Hun tager sig af nevøen Severo‘s uddannelse, og han giver hendes uægte barnebarn deres efternavn del Valle.
Paulina er et vidunderligt skrud af en skude, og hendes gøremål er helt eventyrlige. Hun og hendes seng introduceres i Lykkens Datter (1999).

Aurora er Paulina’s sønnedatter. Sønnen vil dog ikke være ved faderskabet, men det tager Severo på sig. Aurora’s mor dør ved fødslen i 1880, og sine første fem år tilbringer hun hos morforældrene Eliza og Tao i San Fransisco. Derefter bliver hun en del af Paulinas dramatiske liv.
Den lille Aurora er et følsomt pigebarn, der ser verden på sin helt egen måde. Hun vokser op med sin farmors seng – og følger hende fra Californien til Chile og på ophold i Europa. På et tidspunkt får hun et kamera forærende af Severo, og hun foreviger indianere, minarbejdere og  landarbejdere i datidens Chile.
Portræt i Sepia (2000) er Auroras gribende jeg-fortælling om sig selv og hendes bedstemødre i tiden 1862-1910.

Clara er Severo‘s yngste datter. Hun bliver gift med sin storesøster Rosa’s udkårne Estaban Trueba. Rosa dør kort før sit bryllup, og lille Clara oplever ting, der gør hende stum, indtil hun selv bliver gift med manden. Gennem hele livet er Clara verdensfjern, upraktisk og clairvoyant; hun modsvarer husbondens temperament med mildhed. Hendes dagbøger er kilden til datterdatteren Alba’s historie om Åndernes Hus (1982).

IAorange600(Isabel-Allende-Archives)

Paulina, Aurora og Clara lever i Isabel Allende‘s store historiske og turbulente romaner. De bindes sammen af Severo del Valle, som kom to-benet til hende, da hun skrev Åndernes Hus (1982). Han glemte at fortælle hende, at han havde mistet det ene ben under krigen, som Aurora omtaler i Portræt i Sepia (2000) 😉
Når Isabel Allende beskriver sin skriveproces, omtaler hun romanernes hovedpersoner som “ånder”, der lader hende fortælle deres historier. Den slags ånder er ikke så nøjeregnende med logik, og mirakler som et helet ben kan sagtens forekomme på tværs af historiske tider og skriveperioder 😉

Udgivet den

Zarité, Isabel og Eliza

Zarité, Isabel og Eliza er tre fiktive medsøstre.

Zarité blev født på øen Sainte-Domingue (Haiti) i 1770, datter af en afrikansk slavinde og en engelsk matros. Men forældreløs nyfødt. Hun blev uddannet hos en agtet kurtisane og købt som 11-årig husslave af en fransk plantageejer, hvor hun overtog alle hans skrøbelige hustrus funktioner…
Teenagepigens liv var daglig undertrykkelse og vold, men en klog kone oplærte hende i medicin og voodoo. Hun forelskede sig i Gambo, en senere hovedmand i slaveopstanden 1793. Plantageejeren flygtede med Zarité til kreolernes klasseopdelte New Orleans, hvor hun levede et hårdt, dramatisk og alligevel passioneret liv.

Isabel kom til verden i Barcelonas borgerskab i 1794. Hendes mor døede tidligt, og hun udviklede sig til en skeløjet vildkat med løvemanke. Da hun var 11 år, kom 15-årige Diego til hendes hjem. En søn af faderens gamle ven, der havde bosat sig i Californien. Diego skulle uddannes på bedste spanske vis.
Gennem 5 år følger Isabel med i Diegos dannelse – og hans forelskelse i hendes smukke storesøster; og vildkatten lærer sig fægtekunsten. De oplever det spanske imperiums magtudøvelser og den franske aggression. En urolig politisk tid, som fostrer retfærdighedens helt: Zorro.
Isabels far var franskvenlig, så derfor må hun flygte med Diego og andre til Californien. Undervejs har de et ufrivilligt ophold i New Orleans, hvor de såmænd kan have stødt på den gamle Zarité. I 1840 skriver Isabel sine erindringer med forventning om, at en lang alderdom ligger foran hende.

Eliza fødes i 1832 i den chilenske havneby Valparaiso og placeres i en kurv udenfor et engelsk herskabshus. Hun vokser op hos et engelsk søskendepar som datter af huset. Som 16-årig forelsker hun sig i Joaquin, der drager til Californien efter guld. Eliza flygter i hemmelighed efter ham, forklæder sig som drengen Elias og leder efter kæresten.
Fra 1849 – 1853 strejfer Elias rundt i Californiens guldgraverland, og hun kan såmænd godt have stødt på den aldrende Isabel.
Eliza oplever 49’ernes kummerlige og voldelige liv, de mange lykkejægeres hverdag, deres længsler, skuffelser og de medfølgende glædespigers skæbner. Hun slår sig ned – og hendes efterkommende kvinder optræder i senere historier…

IAsitting(Isabel-Allende-Archives)

Zarité (Øen Under Havet), Isabel (Zorro) og Eliza (Lykkens Datter) er passionerede, modige og autonome kvinder. Lidenskabelige Urtyper! Forbilleder for kvinder, der agerer ud fra kærlighed og sanselighed – og kæmper mod undertrykklese og vold – for retfærdigheden! De er blot tre af feministen Isabel Allende’s mange inspirerende hårdtprøvede kvindeskæbner. Værkerne er vidunderligt omsiggribende; kun smagsprøver er givet her.