Høstens 5 Læseoplevelser

Høstens 5 læseoplevelser er meget forskellige:

Baldursdottir, Kristin Marja 1999: Køligt Daggry (152 sider)

Thorsteina Thorsdottir er en elegant, erfaren og skrap lærer, der omgås sandheden letfærdigt, når elever spørger til hendes privatliv. Hendes selvfortællinger får skæbnesvangre konsekvenser, som ligger som en mørk undertone i bogen. Romanen består af dagbogsagtige scener, som bl. a. omfatter hendes venindegruppe og den mandlige underbo, der passer hendes firehjulstrækker. Og hendes meninger om amerikaniseret islandsk ungdom. “Anti-amerikanistisk” feelgood 😀

Donoghue, Emma 2016: Underet (310 sider)

I midten af 1800-tallet ansættes en sygeplejerske til at tage vare på et fastende pigebarn, der i et katolsk landsogn betragtes som et under, hvortil troende valfarter. Den fattige irske families hverdag beskrives ind under huden med en stemning af fatalisme. Fortællingen har rod i historiske beretninger om dette religiøse fænomen, som oftest indebar tragedier. En foruroligende roman om, hvordan religiøs overbevisning kan føre til forblændelse.

Ishiguro, Kazuo 1989: Resten af Dagen (243 sider)

Butleren Stevens tager på biltur for at besøge en tidligere kollega Miss Kenton. Undervejs erindrer han oplevelser på godset Darlington og filosoferer over værdighed. Et historisk tidsbillede af engelsk overklassemoral under og efter 2. verdenskrig – og butlerloyalitet. Det omstændelige tankesprog understreger stemningen. Den britisk-japanske forfatter er Nobelpristager…

McLain, Paula 2015: For tæt på solen (390 sider)

Biografisk roman om hestetræneren og pionerpiloten Beryl Markham (1902-86). Naturbarn, drengepige, feminist og libertiner. Unik kvinde, der bevarede sin integritet i bevidsthed om, at intet varer ved. Hverken jordisk gods eller relationer til mænd. Historien omfatter også Karen Blixen, Denys Finch-Hatton og andre kolonister med farme i Kenya. Medrivende feel-good bog om anderledes lykke-begreber 😉

Mann, Thomas 1901: Huset Buddenbrook 1 (312 sider) + 2 (336 sider)

“En families forfald” fra 1835 + ca. 40 år. Hovedpersonen Antonies borgerlige ære-værdighed udspændes ved 5 generationer mænd i købmandsfamilien Buddenbrook. Beskrivelsen af brødrene Thomas og Christian omfatter udpenslede kropslige mandelidelser. Klassisk tidsbillede af tyskhed, som medførte Nobelprisen. Et farverigt arketypisk persongalleri. Stadig læseværdig.

Kobbersneppen III

Det er en eftermiddag i september. Alle planter er i løbet af året spiret og groet, og de har blomstret og sat frugt. Naturen i Norden forbereder sig på vinteren.

Trækfuglene fløj i foråret mod nord og ynglede. De overlevende unger er flyvefærdige, og fuglefamilierne drager sydpå til deres vinterhjem.

De fleste trækfulge flyver i flokke. Men en fugl er fløjet sin egen vej. En Kobbersneppe. Nu står den helt for sig selv i en klit ved Vesterhavet.

KSalone600
Jeg ser pludselig fuglen, står bomstille og kigger på den.

Den går hen imod mig. Solen står lavt og skinner i dens øjne. Det ser ud som om, den blinker til mig.

Jeg tør ikke blinke, for jeg vil ikke jage den væk. Der er ikke en eneste bevægelse i min krop udenpå, men jeg kan mærke mit blod strømme varmere indeni.

Fuglen kommer nærmere og nærmere. Mine øjne løber i vand, og jeg er nødt til at blinke. Så lægger den hovedet på skrå og blinker til mig!

Jeg gør der samme: lægger hovedet på skrå og blinker til den.

Den fremmede fugl stopper, vender siden til og kigger sig over skulderen.

Et sted kan jeg mærke noget, jeg ikke kan høre: “Kom med!”, siger den med kroppen: “Vil du være min ven?”

Jeg går et forsigtigt skridt hen til den.

KS400KomMed2

Så smiler fuglen!

KSsmil17-400

Min fugleven har et meget langt næb, så der er meget at smile med.

Det stritter ud i luften, og den vender næbbet fra den ene side til den anden , så jeg kan opleve alle sider af dens smil.

Igen sanser jeg fuglens tale til mig:

“Du må gerne fotografere mig; men så skal du love, at du viser billederne og fortæller min historie til så mange, du kan. ”

Fortsættes…

Se også Kobbersneppen I og Kobbersneppen II.

Erik Menneskesøn

Erik Menneskesøns historie er fortsat aktuel. Den omfatter 4 romaner: Erik Menneskesøn, Kampen om Sværdet, Kvasers Blod og Gudernes Skæbne. De holder!
Lars-Henrik Olsens romaner er en gave til alle danskere. Uanset etnicitet.

erik-menneske

Hovedhistorien handler om den sårbare, blufærdige Erik, der gennemgår udviklingen fra at være en stor usikker dreng til at blive et mandfolk. Vi kommer helt ind under huden på ham, når alle hans sanser besættes af den første forelskelse, og når jalousien holder sit indtog. Vi føler med ham, når han kludrer; og vi beundrer ham, når han opmønstrer den største selvbeherskelse for at leve op til sig selv. Igen og igen.

Erik Menneskesøns udviklingshistorie er viklet ind i den nordiske mytologi. De gamle myter er egentlig et virvar af løse fragmenter. En labyrint, hvor et hav af skikkelser med tvivlsomme relationer springer i tid og sted og øst og vest. Men Lars-Henrik Olsen har formået det store kunststykke. Han har skrevet myterne ind i en sammenhæng og derved skabt en enestående helhed. Med Erik som omdrejningsakse fortælles myterne ind i hinanden i et smukt væveri, som nornerne ikke kunne have klaret bedre!

Værkerne har folkeeventyrets magi i sig. Den umodne rejser ud, prøves på godt og ondt og ender som en helt. Eventyrligt illustreret af Erik Hjorth-Nielsen, der er en uforlignelig tegner. Hans billeder er så underfundige, at de forstærker myterne og prenter dem i vore hukommelser. Hver eneste tegning er stof til samtale.

Bøgerne lanceres som højtlæsningslitteratur, og de korte og mundrette sætninger er perfekt flydende til oplæsning. De er også nemme at gå til for mindre erfarne læsere. Romanerne er ren nydelse for alle opdagelseslæsende, der påskønner rejser i mytologiens fantastiske universer.
Værkerne giver en fortrolighed med den nordiske gudeverden, vort fælles kulturgods, som gennemsyrer vort sprog og tankegang. En modvægt til amerikaniserende soap!