Dionysierne

Dionysierne var oprindeligt kvinde-orgier, der blev fejret i våren i det gamle Grækenland. Ved nattetid dansede kvinder med fakler gennem bjergskovene til vilde rytmer, så de blev ude af sig selv (ekstatiske) og følte frugtbarhedsguden Dionysos i sig (entusiastiske). Nogle kvinder forblev i begejstringen (manien) og kaldtes mænader. De sønderrev dyr med de bare hænder – og ammede dyreunger!

Dionysos var Zeus’s yngste søn. Hans mor Semele døde med gudebarnet i sig, da Zeus åbenbarede sig for hende. Han flyttede drengefostret ind i sit eget lår, og da det var fuldbåret, bragte Hermes barnet til mænaderne ved bredden af Okeanos. De ammede ham og opdrog ham til glædes-orgier.

Kulten omkring Dionysos fulgte årstiderne. Død og genfødsel. Frugtbarhedsguden fik tilnavnet Bakchos: det unge skud. Oprindeligt dækkede den betegnelse al ny plantevækst, men da romerne omplantede ham, blev han til Bacchus, vinens gud.

Kvinderne inddrog med tiden mænd i deres orgiastiske danse, og dionysierne udbredtes i hele den græske verden. I Delfitemplet i Eleusis blev Dionysos tilbedt, når Apollon ikke var hjemme. Dér kaldtes festerne eleusierne.

WABouguereau1825-1905Bacchus

Tiden er inde til dionysier og eleusier. Foråret bringer ekstase, entusiasme og manier. Lad os kridte fodballerne og danse!

Se også Kend Dig Selv om Delfi’s orakel.

Tanker om Genopstandelsen

“Tanker om Genopstandelsen” (1917) er økologisk poesi
af digteren  Hans Hartvig Seedorff (1892-1986).

Seedorff

Fra digtsamlingen Hyben (1919) citeres siderne 99-100:

Tanker om Genopstandelsen
fremsat ved et Glas Kummen-Aquavit

Vi har Retten til at drømme, at vi lever,
naar det lykkes os at leve i en Drøm. . .
Se nu brast den danske Drue
bagved Glassets lette Bue,
som vi løfted imod Solens brede Strøm.

Kun den lykkelige lever, mens han drømmer.
Kun den glædesløse drømmer om at dø.
Har vi sat de sidste Kærner
under Høstens høje Stjærner,
da vil andre Hænder sanke vore Frø.

Hvilket Under, at vort Kød og Blod forvandles,
at vi genopstaar engang som saligt Græs!
Vi skal slumre under Kulde;
springe frem igen af Mulde,
vorde Ax paany i Danmarks gyldne Hæs.

En skal genopstaa som Rose, én som Lilje,
én skal finde sig som Kløver i en Lo.
En skal dufte for de Døde.
En skal genopstå som Føde
og med Velbehag forsvinde i en Ko.

Men ihvad der end skal hænde mine Venner,
vil jeg bede til det Forsyn, som er mit:
“Lad mig spire i en Ager, –
nok saa lille, nok saa mager –
blot jeg genopstaar engang som Aquavit!”

Digtet deklameres stadig af vidtløftige økologer.
By heart!

Skærtorsdagsmåltidet

Skærtorsdagsmåltidet
GreenEaster400s

brændenælde, grønkål og rosenkål
porre, hvidløg og purløg
kvan, løvstikke og skvalderkål
persille og mynte

grøn vårmånemad
højtidens vitaminer
utæmmelig duft

festlig fejring af forår
uden kød-og-blod-kulten

😉
5 – 7 – 5
7 – 7
waka
Anne Voel

Nattepottens Guld

nattepottens guld
udskilt kvælstof optages
grøn stofforvandling

NattePotten400

Natpotten er overskriften på en af mine økologiske avisklummer fra fortiden. Den har rødder i min bedstemors foretagsomhed (igen):

“Hun havde de flotteste potteplanter i sognet, for det ville hun have. Brugte alle kneb, tissede i en gulvspand i smug og brugte det til at vande og gøde potteplanterne med. “
(Uddrag af min farbrors roman “Rav”, hvori min farmor optræder.)

Nyladet urin fra et sundt menneske er sterilt og kan bruges til sårrensning.

Ren urin fortyndet 1:10 med vand er formidabel gødning. Tilføres i jord-revnen efter et spadestik = lugtfri nedfældning. Men urin er spildevandet fra kroppens rensningsanlæg og kan indeholde hormon/medicin-rester. De er  ikke  ønskværdige i naturen/haven!

Forholdet mellem Kulstof(C) og Kvælstof(N) i urin er lille: C/N =2, hvilket er relativt meget kvælstof. Så natpottens gyldne indhold er et kærkomment tilskud til kompostering af halm/løvblade, som har et stort indhold af kulstof: C/N>200.

Urin er ren, økologisk og gratis næringsstoftilførsel. Lugtfri ved nedfældning og i kompost. Også gødningsspandene med gærende nælder og ko/heste-møg kan beriges med sundt dametis/herrepis i løbet af vækstsæsonen. Bedstemors økologiske praksis er ikke længere et kneb, der udføres i smug…

En sidegevinst er vandbesparelsen ved ikke at skylle ud efter pottebesøg 😉

Landmanden og Sørøveren

Landmanden og Sørøveren er ildsjæle i gummistøvler!
De lever på Brandbygegård og knokler for økologien.
På verdensplan, i jordbruget og i køkkenerne.
Til hverdag og til fest.

LandLone&S

På deres hjemmeside beretter de om deres tanker og gøremål.
Til inspiration.
I kampen for ren overlevelse – og for sanseligheden i dagligdagen.
Anbefales!

Kvase eller Skolde

Kvase eller skolde er to forskellige måder at frigøre yderste løgskæl af hvidløgsfed.

Ved kvasning mases feddene med den flade side af et knivskær. Derved revner det tørre yderskæl og lækkeriet kan pilles ud.

Ved skoldning hældes kogende vand over feddene i en kop. De hviler et par minutter, medens de yderste celler sprænges. Skællene bliver let afpillelige.

Skoldning indebærer, at ydersiden af feddene blancheres og desinficeres. Det er en hygiejnisk fordel ved brug af mine hjemmedyrkede, fordi rodkagen er jordbesat. Hvidløgssmagen bliver lidt mildere og mere varieret.

Skoldning er min foretrukne fedfrigørelsesproces. Både til salater og sammenkog.

Se hvidløgsklummen

Survival of the Fittest

Survival of the fittest pomodoro.
pomo: æble
d’oro: af guld
Det italienske ord for tomat er pomodoro: guldæble.

Overlevelse af den bedst egnede tomat sker hvert år i min vestjyske sandjordede have. På friland dyrkes tomatbørn af planter, der klarede sig bedst året før.

Tomater lever cirkel-liv i min have. De overlevende og lækreste tomater bliver skåret i skiver og spist. Ved partering siver saft og frø ud. Udsivningen aftørres med køkkenrulle, som tørres og gemmes. Ved forårsjævndøgn sås køkkenrullestumper med de indtørrede tomatfrø i potter i vindueskarmen. De bedst egnede spirer.

De små tomatplanter med to kimblade og eet lavblad omplantes i potter med havejord – og hærdes ved at gro ude om dagen og ånde inde om natten. De bedst egnede plantes ud på friland.

De store tomatplanter er meget forskellige. De planter, der klarer omplantning godt og sætter mange blomster, får lov at gro videre. De øvrige bliver til kompost. Mange sjove, besynderlige og overraskende udtryk for naturens frodige mangfoldighed fremkommer. Et år fremstod et monsterstort og meget stinkende individ uden blomster.

De modne guldæbler er meget varierede og smager forskelligt. De bedst egnede spises, og deres udsivninger indtørres i køkkenrulle og fortsætter kredsløbet.

Processen er ukontrolleret gen-manipulation 😉
For at undgå indavl plantes hvert år en eller to købesorter/indvandrere. Deres kromosomer øger variationen i det pollen, som insekterne tilfører havens kredsløbs-tomat-befolkning. Dyrkningen af pomodoro i min have er hvert år en gaveleg fuld af overraskelser 😀

ToTomater

guldæblernes liv
survival of the fittest
tomatkærlighed

Se også klummen om pomodoro-teknikken!

Jævndøgn flytter sig

Jævndøgn flytter sig.
Eller rettere: Den menneskeskabte kalender kan ikke følge med.

Datoen for jævndøgn ændrer sig med kalenderjusteringerne. I år 2000 indførtes en ekstra skuddag for at få den kunstige kalender til at gå op. Nu viser kalenderen, at jævndøgn i en periode ser ud til at indtræffe en dato tidligere i nogle år end i andre år.

Jævndøgn indtræffer ALTID, når Jorden langsomme vippedans medfører, at solen ser ud til at passere ækvator. Den tilbagevendende danserytme definerer årstiderne: vinterens lange nætter og sommerens lange dage – på den nordlige halvkugle. Den sydlige halvkugle har efterårsjævndøgn, når vi har forårsjævndøgn – og omvendt.

hummeldronning1

Ved jævndøgn er dag og nat lige lange. I følge naturen ;-). Men menneskene er ikke helt enige om definitionerne af skaberværket: Begynder/slutter dagen, når solens kant eller dens centrum passerer horisonten?

Nutidsmennesket har så travlt med at beregne og systematisere, besat af sine egne forblændelser. Fortidsmennesket så på himmelhvælvingen og overlod tiden til naturens skaberkraft og årstidernes rytme, der bare ikke kan passes ind i menneskenes tællemani.

Hovedsagen er, at de længere dage vækker planternes grønkorn. Livet genopstår, så lys og kultveilte atter omdannes til energirigt foder til planteæderne (dyr og mennesker). Bjørne, pindsvin og brumbassedronninger vågner af vinterhiet!

Havets Datter

Ved julimorgenens tidlige solopgang og under lærkesang så en lille pige sit første dagens lys i Hummelbo. Hun skreg lungerne fulde af frisk havluft, altimens hendes rastløse far vandrede langs de aurorabelyste bølger og tog imod havets nattegaver. En gylden ravklump, en rurbesat flaske fra fremmede himmelstrøg eller måske en vildfaren appelsin. Æ Hummel var strandfoged, og hans egen jord bredte sig fra fjordens dynd til havets brus. Han var også fører af redningsbåden, og han vidste om nogen, at Havet giver, Havet tager.

Da Æ Hummel var yngre havde han et syn. På vej hjem fra et festligt lag mødte han en mandsling med gedebukkeben, som skræmte livsvandet ud af ham. Siden den brandert rørte han ikke akvavitten; han overgav sit syndige liv til Herren og byggede Ham et hus. Dets tag var ofte ved at lette, når han og de andre missionske sang om Havet, Himmelen og Helvede – især når Helligånden istemte lovprisningerne af Herren. Herren giver, Herren tager.

Nu havde Herren givet ham en lille pige. Hvilket nummer hun var i børneflokken, kunne han ikke lige beregne. Skulle han medregne de døde? Alle undfangelserne? Herren sorterede selv skravlet fra; han vurderede enerådende, om hans skabninger kunne klare jordelivet. Uanset hvilke prøvelser det nye menneskebarn måtte udsættes for, så skulle hun have stærke navne med på sin vej:

Johnine efter Johannes med åbenbaringen
Kristine efter den svenske dronning Kristina, der frasagde sig rigdommen for kristendommen
Margrethe efter Danmarks første regerende dronning

Johnine Kristine Margrethe blev døbt med evner for fantasi, nøjsomhed og magt i Treenighedens navn. Men pigens moders tarme fandt ikke deres vante plads, og den kloge, gode og milde kone døde fra sin nyfødte, sin mand og sine øvrige seks levende børn. Herren gav, Herren tog.

Det lille samfund bidrog hurtigt med en energisk husholderske, og pigebarnet blev givet til et barnløst par, der dagligt takkede den selvsamme Herre, som tog hendes mor. Æ Hummel forenede sig med med husholdersken inden sørgeåret var omme, og Herren var dem gavmilde. Det siges, at de missionske ofte har kort drægtighed efter et bryllup, og efter få måneder fødtes endnu et pigebarn.

Allerede som spæd gik den lille Johnine sine egne veje. Hun voksede op som enebarn, selvom hun med tiden havde 16 søskende, der kendte deres opgaver med fjorden, jorden og fårene. “Ingen ledige hænder” var et af Æ Hummels mundheld, og han selv gik forrest, tidligt og silde som den flittige brumbasse, han var kaldet efter.

 

Johnine Kirstine Margrethe var en krudtpige, og hendes talenter blev samlet i kælenavnet Nine, for der skulle kaldes hurtigt, hvis hun skulle nås. Nine blev opdraget til at være “fin”. Hun var bedre end godt begavet og kom på højskole, hvor Nine blev til Nina, og den formørkende Beck blev skiftet ud med den oplysende Grundtvig. Hun stod altid forrest, når der var livsglæde i luften, og hun blev en uforglemmelig og højrøstet lærer, der altid var god for en historie. Det “fine” gik af hende…

At blive en dydig hustru var ikke Ninas livsmål; alligevel overgav hun sig til drømmerdegnen, der sværmede for Bjørnstjerne Bjørnson. Hun medbragte sin sprudlende fantasi, sin retlinede nøjsomhed og den hummelske magt i ægteskabet med degnen. Som 35-årig fødte hun deres første søn, hvorefter seks børn fulgte. Herren tog skravlet: to børn og husbonden, –  inden hun fyldte 50 år. Så kom krigen. Nina og hendes fem børn blev prisgivet nåden. Herrens og Æ Hummels afkoms.

Efter krigen flyttede Nina hjem! En enlig fisker og fåreavler mellem fjord og hav velkommede hende som husholderske med de børn, der endnu ikke sejlede deres egen sø. I den sandomsuste hedejord gravede den gæve kone en have. Voldene omkring beskyttede hun med stikkende hjelmegræs, stinkende fjorddynd og tang under gamle fiskenet, hvori hun plantede gran og fyr. Hun passede får og løste krydsord, som rutebilen tog med til Dagbladet i Ringkjøbing, hvorfra chaufføren også returnede vindermønten.

Da Nina rundede Støvets År tegnede hun sit ønskehus – og byggede det! Køkkenets vægge tapetserede hun med et koralblåt undervand fyldt med håndstore farverige fisk. Hver morgen rensede hun sind og krop ved æ hau, inden hun serverede den snaps-fortyndede morgenkaffe for rutebilchaufføren, medens de tålmodige passagerer udvekslede lokalnyheder. Aldrig var hendes arbejdshærdede hænder ledige og sjældent stod hendes rullende mundtøj stille – godt hjulpet af det livsvand, som generøse besøgende gerne medbragte for at få del i hendes evindelige fniseri.

I mange år regerede Havets Datter fra køkkenbænken. Dronningetronen under tapethavets fiskevrimmel, der svømmeglimtede i himlenes skiftende lys. Hver dag harcelerede hun mod Mammons Magt. Livsens vand i kaffepuncherne skvulpede i underkopperne, når hendes barkede knytnæver bankede forstanden ud af gud og ind i hvermand: Hvorfor bekymrer I jer? Herren sørger for os ligesom for blomsterne på engen og fuglene under himmelen. Og hver dag har nok i sin plage!
Herren giver, Herren tager !!!