Jævndøgn flytter sig.
Eller rettere: Den menneskeskabte kalender kan ikke følge med.
Datoen for jævndøgn ændrer sig med kalenderjusteringerne. I år 2000 indførtes en ekstra skuddag for at få den kunstige kalender til at gå op. Nu viser kalenderen, at jævndøgn i en periode ser ud til at indtræffe en dato tidligere i nogle år end i andre år.
Jævndøgn indtræffer ALTID, når Jorden langsomme vippedans medfører, at solen ser ud til at passere ækvator. Den tilbagevendende danserytme definerer årstiderne: vinterens lange nætter og sommerens lange dage – på den nordlige halvkugle. Den sydlige halvkugle har efterårsjævndøgn, når vi har forårsjævndøgn – og omvendt.
Ved jævndøgn er dag og nat lige lange. I følge naturen ;-). Men menneskene er ikke helt enige om definitionerne af skaberværket: Begynder/slutter dagen, når solens kant eller dens centrum passerer horisonten?
Nutidsmennesket har så travlt med at beregne og systematisere, besat af sine egne forblændelser. Fortidsmennesket så på himmelhvælvingen og overlod tiden til naturens skaberkraft og årstidernes rytme, der bare ikke kan passes ind i menneskenes tællemani.
Hovedsagen er, at de længere dage vækker planternes grønkorn. Livet genopstår, så lys og kultveilte atter omdannes til energirigt foder til planteæderne (dyr og mennesker). Bjørne, pindsvin og brumbassedronninger vågner af vinterhiet!