Survival of the fittest pomodoro.
pomo: æble
d’oro: af guld
Det italienske ord for tomat er pomodoro: guldæble.
Overlevelse af den bedst egnede tomat sker hvert år i min vestjyske sandjordede have. På friland dyrkes tomatbørn af planter, der klarede sig bedst året før.
Tomater lever cirkel-liv i min have. De overlevende og lækreste tomater bliver skåret i skiver og spist. Ved partering siver saft og frø ud. Udsivningen aftørres med køkkenrulle, som tørres og gemmes. Ved forårsjævndøgn sås køkkenrullestumper med de indtørrede tomatfrø i potter i vindueskarmen. De bedst egnede spirer.
De små tomatplanter med to kimblade og eet lavblad omplantes i potter med havejord – og hærdes ved at gro ude om dagen og ånde inde om natten. De bedst egnede plantes ud på friland.
De store tomatplanter er meget forskellige. De planter, der klarer omplantning godt og sætter mange blomster, får lov at gro videre. De øvrige bliver til kompost. Mange sjove, besynderlige og overraskende udtryk for naturens frodige mangfoldighed fremkommer. Et år fremstod et monsterstort og meget stinkende individ uden blomster.
De modne guldæbler er meget varierede og smager forskelligt. De bedst egnede spises, og deres udsivninger indtørres i køkkenrulle og fortsætter kredsløbet.
Processen er ukontrolleret gen-manipulation 😉
For at undgå indavl plantes hvert år en eller to købesorter/indvandrere. Deres kromosomer øger variationen i det pollen, som insekterne tilfører havens kredsløbs-tomat-befolkning. Dyrkningen af pomodoro i min have er hvert år en gaveleg fuld af overraskelser 😀
guldæblernes liv
survival of the fittest
tomatkærlighed
Se også klummen om pomodoro-teknikken!