Mellem jord og himmel
Sommerens korteste nat viger i skrivende sekunder for solopgangen, der definerer årets længste dag. Sommersolhverv.
Dagens gøremål er midsommer-konservering:
Skyllede/tørrede hyldeblomster nedsænkes i kogende letsaltet sukkervand iblandet økologiske citroncirkelskiver. Stadig koghed overføres blandingen til skoldhede glas, der lukkes tæt.
Frejas ånd fanges i hyldeblomst-saften, hvis kraft fryder krop og sjæl resten af året.
ungeren lever
dekorerede kroppe
vintagepunkerfest
økologi stortrives
i ungdomshusets køkken
Tvepibet Lobelie er opkaldt efter Matthias De L’Obel (1538-1616). Han var flamsk læge/botaniker/hoflæge hos Kong James 1. af England. Og efter den samtidige hollandske apoteker Dortmann: Lobelia dortmanna. Plantens hule cylindrisk-linieformede blade indeholder to luftkanaler: tvepibet.
Lobelie lever i næringsfattige søer, lobeliesøer, hvis antal mindskes år efter år. Så urten er sjælden og findes kun hemmelige steder i Vestjylland. Og i de oprindelige folks Nordamerika, hvor den indgår i indianertobak. Giftplanten indeholder alkaloider, der stimulerer centralnervesystemet. I små doser virker drogen nikotinlignende; men rusen kan dog medføre bevidstløshed/død.
Vidunderet er desuden en botanisk ener. Dens blade har ikke plantelivets karakteristiske spalteåbninger, der optager kultveilte fra luften. Stoffet optages fra vandet ved diffusion! Iøvrigt er planten sig-selv-nok selvbefrugtende. Det mandlige støv frigives fra støvknap-røret direkte til den kvindelige griffels støvfang – inde i hver eneste blomst. Ingen fremmedbestøvning!
“Lobelie-læger” var i 1800-tallet en nedsættende betegnelse for eklektiske urtelæger: med brækfremkaldende rus blev onder fordrevet!
Ud-i-en-køre:
Fryserafrimning indledes tidligt om morgenen, så afrimningslunet ikke slipper op undervejs.
Frostvarerne udtages og indpakkes i dyner, medens gryder og elkedler koger vand, som fordeles i skåle og rugbrødsforme, der placeres strategiske steder over, under og nær den viklede labyrint af frysevæskerør. Bedstemors gamle supersugende håndklæde lægges i bunden.
Snart høres en slagstøjssymfoni, lydene af isen, der slipper, falder, drypper, plasker, både inde i fryseren og ud på gulvet, der forvandles til glidebane.
En balje fyldes med sæbevand, og de snørklede skuffekrinkelkroge afvaskes ved skuresvampe og bløde klude omviklet knive, der med kunstfærdigt lirkende bevægelser kan nå ind i akavede hjørner.
Køkkenets varmeapparet tændes for højtryk, og fryserens rene ‘indmad’ stilles til tørre, så selv indelukkede vådrum bliver knastørre, inden genindindsættelsen.
Undervejs i gletcherkoncerten overføres isklumper til køkkenvasken.
Når musikken tier, afvaskes fryserens indre flader, som efterfølgende aftørres af et andet arvet, tørt og sugende håndklæde. Arvestykkerne overføres til vaskemaskinen.
Den rene fryser står en kort tid og damper af, hvorefter døren lukkes, og strømmen tændes. Når temperaturen er passende lav, fyldes skufferne med dynevarerne; fryseren genetabeleres.
Min første fryser arriverede efter mit halvthundrede år, så mine erfaringer er få. Undervejs opstår spørgsmål: Behøver jeg i det hele taget en fryser?
Har fryserdesignere nogensinde rengjort en fryser?
Hvad min kødfrie skabsfryser indeholder?
Frie fisk fra havet, grønkålsblomster, ærter, bønner, jordbær, økosmør, boller, rugbrød, falaffeldeller, grøntsagsdeller, fiskedeller, madrester, supper og isterninger. Et bredt udvalg for dovne sultne voksne og for tilskadekomne og overophedede børn, der trænger til isafkøling 😉
isvands smeltelyd
madopdagelsesrejse
fryserafrimning
Skildpadden og Akilles er den underfundige fortælling om et matematisk paradoks. Zenon fra Elea var en græsk filosof i det 5. århundrede før Kristus. Han “beviste”, at helten Akilles aldrig vil kunne indhente en skildpadde, hvis skildpadden får en forspring.
Hvis skildpadden “løber” 100 meter, inden Akilles starter, så vil den være måske 10 meter foran ham, når han når de 100 meter. Når helten når frem til de 10 meter, så vil skildpadden have endnu et forspring – og sådan fortsætter logikken i uendelighedens småtingsafdeling. Akilles når aldrig skildpadden!
😉 :
Lommefilosofisk konklusion: Den, der sammenligner sig med andre, når aldrig heltemålet!
Mine skildpadder løber/lever ikke. De fandtes døde i en mødding og blev samlet op, tøjret og ophængt i fri luft. Da fluerne, mikroberne og vejret havde renset og tørret kadaverne, blev de snasket ind i linolie – i flere omgange. Nu optræder de som naturhistoriske sansebare kunstværker og giver anledning til mangen en fabelagtig historie.
Se Skildpadde-Øen , Fu Hsi & Skildpadden – og Skildpaddens Skjold !
7-kål eller 9-kål eller 12-kål handler hverken om tal eller kål 😉
Det drejer sig om at få noget at spise i forårets hunger gab, hvor vinterforrådet slipper op, og haveurter/markafgrøder endnu ikke gror. Tallet angiver regionale forskelle i antallet af tilgængelige urter; kål er er fællesbetegnelse for spiseligt grønt, eksempel: skvalderkål! Efter opfordring genopsættes revideret indhold af den gamle syv-kåls-klumme:
Syv-Kål er fastetidens vitaminbombe:
Grønkål, Rosenkål, Hvidkål,
Skvalderkål og Kørvel,
Brændenælde og Roetop.
Grønkål/rosenkål/hvidkål tilhører kålfamilien og har overvintret i haven. Skvalderkål/kørvel er vilde skærmplanter, som ofte findes sammen med nælden. Roetop/roesnit er fra grønnede beder/kål-roer; men “syvkål” er hvadsomhelst spiseligt grønt!
Syvkål anvendes i stuvninger/supper/tærter:
Stuvning:
En opbagning kreeres af økologisk smør/mel,
og ufortyndet urtesuppe med hakkede 7-kåls-urter tilsættes.
(Uden tilsat fortykning/æg!)
Suppe:
Løg/hvidløg/porrer svitses i øko-smør
og tilsættes den hakkede/klippede/snittede 7-kålblanding.
Simrer/fortyndes/krydres efter behag.
Rodfrugter(gulerod/pastinak/persillerod/rødbede/jordskok) koges gerne med.
Suppen tyknes med revet kartoffel/havregryn/linser.
Økologiske æg pocheres i den simrende urtesnask.
Tærtefyld:
Tre økologiske æg piskes med lidt siet suppevand,
havregryn og revet kartoffel(evt. kartoffelmel).
Revet ost og kogt/drænet syvkål tilsættes.
Hældes i en forbagt tærtebund
og bages til ægblandingen er stivnet.
Nye skud af mælkebøtte/vinterportulak/løgkarse/mynte/hjertensfryd/persille/broncefennikel/hvid-/pur-løgtoppe pynter på det hele, medens vi venter på, at “jorden slipper jernet”. Så længe den kolde, våde, iltfattige jord hænger ved harven, er jorden ikke tjenlig.
Tjenligheden viser sig også ved, at enårigt ukrudt spirer. Lad bare spirerne gro godt, så alle ukrudtsfrø bruges op, inden de bortluges, og fremtidens madplanter sås/udplantes.
Se også DenGrønneGryde og Skærtorsdagsmåltidet !
Velbekomme!
Mine formødre i kærlig erindring.
Citrusskuresvampe var et af mine formødres husgeråd.
I vindueskarmen bag vandhanen over køkkenvasken
stod en lille glasopsats
med udhulede appelsiner og citroner.
Når saften er presset ud af citrusfrugter,
bliver de lagt i skålen og dufter.
Indtil de fortløbende bruges
som syreholdig skuresvamp
ved rengøring af vasken
og fedtede køkkenredskaber.
Locusta var professionel giftmorderske under kejser Nero (37-68) i Rom. Kvindemennesket blev vistnok født i Gallien, hvor hun oplærtes i botanik og plantemedicin. Det siges, at hun eksperimenterede med sin egen krop, når hun lærte urter at kende. Også giftplanterne. Det medførte, at hun opbyggede modstandskraft mod visse gifte. Langsomt lærte hun sin lever at nedbryde dem. Tilvænning.
På den tid herskede en grådig/magtsyg/samvittighedsløs kultur i Rom; giftmord hørte til dagens uorden. Giftblandersken var ofte Locusta. Nero’s mor Agrippina forgav den ene efter den anden for at få sin søn til magten. Den fik han – og dræbte sin mor!
Giftplanter var/er til alle tider et virksomt mordredskab.
Sokrates (469-399) døde af saften fra skarntyde, som tilhører skærmplantefamilien ligesom kørvel/koriander/dild/persille/gulerod/pastinak/selleri/fennikel/kommen/løvstikke/sødskærm/kvan/mesterrod/skvalderkål. Tag ikke fejl!
Til maskeblomstfamilien hører giftplanten fingerbøl, der dog i milde doser er hjertemedicin. Agatha Christie har myrdet flere romanfigurer ved at blande mynteblade med fingerbølleblade.
Paracelsus (1493-1541) var filosof, botaniker, mediciner og alkymist i Svejts. Han grundlagde toksikologien/giftvidenskaben med denne sætning:
Alt er giftigt – kun dosis afgør dødeligheden!
Overforbrug af hvadsomhelst er altså dræbende!
Paracelcus hed egentlig Philippus Aureolus Theophrastus Bombastus von Hohenheim 😀
Iøvrigt er Locusta også den latinske slægtsbetegnelse for vandregræshopper. De bevæger sig ædende gennem landskaber og efterlader død.
Vinterportulak (Claytonia perfoliata) gror som ukrudt i min have: frøene ligger gemt i jorden, så de spirer, hvor de selv vil. Men urten er ikke ukrudt! Jeg værner om de fine rosetter og glæder mig over de delikate/kødfulde blade, som pynter/smager kryddergrønt til al slags mad.
Ultimo 1700-tallet blev vinterportulak indført til England fra Californien, hvor den var guldgravernes C-vitamin-kilde. De havde lært den at kende af indianerne. Indiansk Salat! Urten indgår sommetider i skærtorsdagsmåltiet. Det “kødfulde” islæt 😉
Hvordan planten er landet i min have, er en gåde. Den gror ikke hos naboerne; og her er hverken guldgravere eller indianere…
“Tanker om Genopstandelsen” (1917) er økologisk poesi
af digteren Hans Hartvig Seedorff (1892-1986).
Fra digtsamlingen Hyben (1919) citeres siderne 99-100:
Tanker om Genopstandelsen
fremsat ved et Glas Kummen-Aquavit
Vi har Retten til at drømme, at vi lever,
naar det lykkes os at leve i en Drøm. . .
Se nu brast den danske Drue
bagved Glassets lette Bue,
som vi løfted imod Solens brede Strøm.
Kun den lykkelige lever, mens han drømmer.
Kun den glædesløse drømmer om at dø.
Har vi sat de sidste Kærner
under Høstens høje Stjærner,
da vil andre Hænder sanke vore Frø.
Hvilket Under, at vort Kød og Blod forvandles,
at vi genopstaar engang som saligt Græs!
Vi skal slumre under Kulde;
springe frem igen af Mulde,
vorde Ax paany i Danmarks gyldne Hæs.
En skal genopstaa som Rose, én som Lilje,
én skal finde sig som Kløver i en Lo.
En skal dufte for de Døde.
En skal genopstå som Føde
og med Velbehag forsvinde i en Ko.
Men ihvad der end skal hænde mine Venner,
vil jeg bede til det Forsyn, som er mit:
“Lad mig spire i en Ager, –
nok saa lille, nok saa mager –
blot jeg genopstaar engang som Aquavit!”
Digtet deklameres stadig af vidtløftige økologer.
By heart!