Pokemon er det besættende/berigende univers af lomme-uhyrer (pocket-monsters). Den første blev “løsladt” i 1996 og har siden fået 800 medskabninger. Hver pokemon har sin egen personlighed og kan måske betragtes som en arketype. Eller en persona/maske/dukke, som et menneske kan forbinde sig med. En imaginær ven eller ?
Da Satoshi Tajiri var barn, fangede han og hans legekammerater biller, som de lod kæmpe mod hinanden. Den barndomsleg blev inspirationen til pokemon i manga(tegneserier), anime(tegnefilm) og spil. Konceptet indeholder mekanismer, der trigger både logos og mytos!
Logos/håndgribeligt: samle, spille, vinde, tabe, prale, vise sig overfor de andre.
Mytos/uhåndgribeligt: sanse, fantasere, fortælle, drømme, lade sig inspirere af det grænseløse.
Pokemon-fascinationen kan udvikle/afvikle personlighedstræk, og den følelsesmæssige appeal kan ses af figurernes enorme kommercielle succes. De farverige lommeuhyrer tager plads i mange menneskers hjerter og hjerner, og i visse lande og religiøse samfund er de forbudt!
Hvad sker der i mennesker, der kan besættes, forføres og trues af billeagtige fantasifostre i lommeformat?