En Abildgård

En abildgård er min alderdomsvision.
Efterhånden som jeg svækkes, vil æbletræerne overtage havemagten og dække luftrummet.

I min barndomshave groede æbletræet: Ingrid Marie er for mig det arketypiske æble. Træets form og gedigenhed. Dets sene blomstring og langsomme modning. Æblets smag af hele sommeren, der breder sig ud i alle dele af kroppen.

Den første æble, jeg plantede, var selvfølgelig et IngridMarie-træ. I baghaven. Men allerede det første år fik hun sårkræft. Jeg græd med hende. Mine naboer “trøstede” mig. Alle deres æbletræer er syge, og de får rigeligt med æbler hvert eneste år!

Senere plantede jeg endnu et æbletræ med IngridMarie-skilt. Oveni en moderkage. Det viste sig at være en helt anden sort, som jeg ikke lige kan genkende. Nu benævnes hun: Moderkageæblet.

Sidste år plantede jeg så en baby-IngridMarie i kartoffelkomposten. Hun ser ud til at trives og bærer endog et par æbler, hvis høst bliver en fest 😉

JamesGrieve400s
JamesGrieve over Tusindstråle

I haven boede i forvejen Lobo og JamesGrieve. James stod midt i den håret-høgeurt-græsplæne, der fyldte hele haven. Han blev centrum for en iris bue, der kanter staudebedet.

Lobo stod helt forkrøblet under bøgen. Han fik en plads i forhaven, hvor han står rank og himmelstræbende. Han deler luftrum med moderkageæblet og det senere plantede madæble: Varde/Bramley.

I baghaven har JamesGrieve og de to IngridMarier selskab af Jonagold og Rød BelleBoskop. Langs sydterrassen gror Katja, Elstar og CoxOrange.

Hver morgen hilser jeg på mine æblevenner og “afluser” dem for hussnegle, spind, krøllede blade, misfrugt osv. 😀