Østen for Månen

Østen for fuldmånen og vesten for solen vandrede jeg langs havet, medens den opgående Bedstefar Sol skinnede på den nedgående Bedstemor Måne.

Nattens opskyl medbragte gaver fra tidernes morgen; og i rav-opskæringen lå en forstenet kogle*.
Skabelsens perfekt spiraliserede form – med henblik på at beskytte nyt liv i de nøgenfrøede.

Men da den store katastrofe indtraf for 40+ millioner år siden, landede koglen, harpiks og andre planterester under tryk og varme, som forvandlede alting.
Dybt i Moder Jord.

Af og til bringer havet en hilsen fra dybet for at huske os på Den Store Sammenhæng:

i havets opskyl
gaias vise kogleri
skabelsens mønster

Myten om Freja fortæller, at da hun græd gyldne tårer, blev de til rav i havet og guld på jorden.

* Araucaria sp.