Havens Skatkammer

Havens skatkammer:
Kompostbeholderen, spand med ko/hestemøg i vand (møgvand) og spand med nældevand. Efter behov tilsættes natpotte-dametis 😉

Røde orm er mine yndlingsdyr! Kompostormene fodres dagligt med ukrudt og grønsagsaffald fra vegetar-køkkenet.

På gågader bliver jeg ofte spottet af unge mænd med projektmappe under armen. På Fiolstræde blev jeg antastet således:
“Undskyld frue, hvad er Deres yndlingsdyr?”

Da jeg svarede, at et sådant har jeg ikke, spurgte han:

“Hund? Kat? …?”

Så fortalte jeg ham, at jeg ikke er tilhænger af kæledyr.
Han så så fortabt ud, at jeg forbarmede mig:

“Kompostorm!”

Mistroisk gentog han ordet, så jeg kastede mig ud i et længere foredrag om de røde kompostormes fortræffeligheder.

Faktisk virkede han interesseret, så jeg udvidede kompostforedraget og advarede mod kalk og tang til ormekompost, da områder med den slags bliver orme-fri.

Desuden påpegede jeg det vigtige i gennemtræk, så ilten hindrer anaerob gæring, som får komposten til at brænde sammen.

Han fik også tips til udbringning af kompost fra beholderens bund til placering mellem grønsagsrækkerne helst i gråvejr eller før regnvejr…

Han stod helt stille og kiggede længe efter mig, da jeg gik; jeg vinkede til ham.

Hans oprindelige mission har jeg ingen anelse om.
Jeg fik formuleret et yndlingsdyr.