Raritetskabinettet er rodekisten under figentræet. Kanølfens hjem. Den lille trold bor med mærkværdigheder fra hele verden og fortæller deres historier. Kanølfs fantasi er uden grænser. Det er jo alle fantasier 😉
Kanølf begynder altid med “Der var engang...”:
Der var engang en mand, der byggede en kasse til mælkeflasker. Det var dengang mælkemanden hver morgengry kørte rundt og stillede flasker med mælk udenfor folks indgangsdøre. Mælkeflasken indeholdt en liter mælk, hvoraf det øverste var fløde. Flaskens låg var en kapsel lavet af metalpapir, som solsorten nemt kunne stikke næbbet igennem. Det gjorde den – og drak fløden, inden menneskene indenfor dørene vågnede.
Når folk i husene stod op og hentede mælken til deres havregrød og kaffe, så havde solsorten ofte været der og gennemboret kapslen. Det var ret ulækkert, for måske havde den lige forinden haft næbbet i en hundebæ. Adr-badr!
Manden i huset fandt træbrædder/hængsler/skruer og værktøj, og så byggede han en mælkekasse. I den blev mælkeflaskerne sat hver morgen, så solsorten måtte undvære sin morgendrink ved det hus.
Men en dag kom mælkemanden ikke mere. Køerne var flyttet længere ud på landet, så det lille mejeri lukkede. Mælkekassen blev til værktøjskasse; og da kassebyggeren døde, gik den i arv. Nu står den i haven hos hans barnebarn, som er Den Gamle Dame. Hun bruger den til sjældenheder. Rariteter. Mærkelige ting med historie, som hun finder hist og her allevegne.
Mælkekassen blev hendes raritetskabinet/rodekiste, hvori Kanølfen bor sammen med skildpadderne og andre forunderlige besynderligheder – og lever lykkeligt. Til deres dages ende.
