Advent betyder at komme an, ankomst, og var oprindelig en faste/feste-tid i ly af mørketiden indtil lysets genkomst.
At faste er en menneskelig viljesytring, som viser skaberværket/guderne/medmenneskene, at mennesket kender sin (økologiske) plads i ydmyg ærbødighed. Uanset om mennesket er kristen, muslim, hindu – eller ej…
Engang indledtes fasten ved Allehelgen. I de efterfølgende 8 uger indtil jul fastede man 5 af ugens dage og festede lørdag/søndag. Ialt 40 dages faste og 8 weekendfester. En vældig smart måde at spare på forrådet, som jo skulle holde til Valborgs-dag.
Festerne handlede om lyset i mørket.
I Normandiet var en af lystraditionerne, at ikke kønsmodne (rene) børn tændte fakkelbål på agre og i frugthaver for at bortjage mørkets kræfter – inkl. skadedyr.
Alt det sjove havde rod i jordbrugernes sunde fornuft/overtro (hedenskab), så katolikkerne afskaffede halløjet og gjorde advent til 4 uger med bod: vaden rundt i dårlige samvittigheder.
Med den kristne tæft for timing blev agerdyrkernes mørkelege omkalfatret til Kirkeårets Indledning. Advent er nu begyndelsen på kirkeårets gang…
Den oprindelige hensigt med lystænding var altså fest og glæde for at jage mørkekræfterne/ondskaben bort fra jorder og hjem; og ved at faste viste man sig selv og hinanden, at man kunne tøjle sit begær.
Idag tænder vi lysene uden indsigt og økologisk ærbødighed.
Vi fejrer det fandens begær i ly af folkekirkens dogmer.
Adventparolen er nu:
Lad overforbruget komme an!