Tag: højtid

Engang var jeg fortæller,
og her er drejebogen til fortællingen om
Festens Gave og Havets Moder. 
Den er til fri afbenyttelse.
😀

En myte er en meget, meget gammel historie, som bare findes.

Denne foregår på toppen af jordkloden.

Der er koldt om sommeren – og meget koldt om vinteren,

og der bor inuitterne, som engang blev kaldt eskimoer, der betyder kød-spiser.

Dengang  spiste de kun kød – morgen, middag og aften.

Der var ikke andet.

Mændene fangede dyrene, og konerne lavede dem til mad og tøj.

Når mændene surrede pilespidser fast på pilen

og når konerne syede,

brugte de senetråd.

Ved I hvad senetråd er ?

Det kaldes de snore, der er inde i dyr og mennesker,

og som får knoglerne til at bevæge sig.

De er meget stærke, og det er godt at have senetråd.

Eskimobørnene brugte senetråd til snorelege;

og nu skal I høre, hvad eskimobørn fik fortalt:

Scene 1: Boplads

Fortæller

Der var engang en tid, da menneskene ingen glæder havde;

de gjorde ikke andet end at jage, spise, fordøje og sove.

Den ene dag gik som den anden.

Ensformigheden fortærede deres sind.

I disse tider var der en mand og en kone,

der levede ensomt på i et jordhus ikke langt fra havet.

De havde tre sønner, raske drenge,

der gerne ville være lige så store jægere som faderen.

De øvede sig i at være stærke og udholdende.

Faderen og moderen var stolte over dem,

thi de skulle være deres alderdoms forsørgere.

Men så hændte det, at først den ældste søn

– og dernæst den næstældste blev borte på jagt.

De kom ikke tilbage – og de efterlod sig intet spor.

Faderen og moderen sørgede dybt over tabet af sønnerne,

og de passede ængsteligt på den yngste søn.

Han hed Hermelin, Teriaq, og fulgte ofte sin far på jagt.

Han holdt mest af at jage landdyr, medens faderen jagede havdyr.

En dag gik Hermelin på jagt ind i landet.

Pludselig fik han øje på en stor, ung ørn, der kredsede over ham.

Inden Hermelin kunne nå at få sine pile frem,

var ørnen landet foran ham.

Den stod et lille stykke fra ham;

og den strøg ørnehætten af hovedet og blev til et menneske.

Ørnen talte til Hermelin og sagde:

“Det er mig,der har dræbt dine to brødre.

Jeg vil også dræber dig, hvis du ikke vil love mig,

at I holder sangfester, når du kommer hjem.

Vil du, eller vil du ikke ?”

“Jeg vil gerne, men jeg forstår ikke, hvad du siger.

Hvad er sang ?

Hvad er fest?”

“Vil du eller vil du ikke ?”

“Jeg vil gerne, men jeg ved ikke, hvad det er.”

“Hvis du følger mig, vil min moder lære dig det, du ikke forstår.

Dine to brødre sagde nej til Festens Gave, de ville ikke lære, derfor dræbte jeg dem.

Nu kan du følge med mig, og så snart du har lært at feste,

så skal du frit få lov at gå hjem til din boplads.”

“Jeg følger med.” svarede Hermelin.

Sammen gik de to langt, langt ind over land,

gennem kløfter og dale.

Ørnemennesket gik foran i en strålende pels af ørnefjer.

De gik og de gik og kom til et stort fjeld,

som de begyndte at bestige. De gik op, og de gik op.

“Højt deroppe bor jeg med min mor” sagde ørnens søn.

De steg op over fjeldet og kom højt, højt op over verden.

Deroppefra var der vid udsigt over menneskets jagtmarker.

Da de nærmede sig fjeldets tinde,

hørte de pludselig en bankende lyd,

der voksede og voksede, jo nærmere de kom toppen.

Det lød som slag af vældige hamre,

og så stærk var lyden, at det suste for ørerne af Hermelin.

“Kan du høre noget ?” spurgte ørnesønnen.

“Ja, en sælsom, øredøvende lyd, der ikke ligner noget, jeg før har hørt!”

“Det er min moders hjerte, der banker!” svarede ørnen.

På toppen af fjeldet var der et kæmpe jordhus,

mage til det, som Hermelin boede i – bare meget større.

Derinde sad den gamle ørnemor.

Hun var gammel og affældig og meget bedrøvet.

Hendes søn gik ind til hende og sagde:

“Jeg har bragt dig en ung mand,

der lover at holde fest, når han kommer hjem.

Men han siger, at han ikke ved, hvordan man fester.

Mor !

Menneskene forstår ikke at holde fest,

og nu er denne unge mand kommet for at lære det.”

Den gamle ørnemor blev glad, da hun hørte det.

Langsomt og møjsommeligt rejste hun sig og gik ud til Hermelin.

Scene 2: Fjeldet

Ørnemor

“Aijo – Aijo – Aijo !

Nu får jeg gamle ørn besøg.

Mit hjerte hamrer af glæde”

“Velkommen Hermelin.

Er det dig, der har sagt ja til at modtage Festens Gave ?

Så er det dig, der skal lære menneskene at feste.

Det er dig, der skal lære om festhus,

festmad, festtøj, masker, danse og sange.

Og så skal du gå ud i verden og kalde til fest !

Hør godt efter:

Allerførst skal I bygge et festhus – en qagsee.

Den skal være større og smukkere end de huse, I bor i.

Der skal være en hus-gang, så mennesket kan komme ind en for en.

Husgangen skal føre ind til et stort rum.

Langs vægge skal der være brikse hvor I kan sidde,

og i midten skal der være frit, så I kan synge og danse.

Når I har bygget festhuset, skal I fange festmad.

Der skal være kød fra luftens dyr,

så I kan føle jer lette om hjertet.

Det kan være ænder, lommer eller ravne og hvad der ellers flyver.

Der skal være kød fra havets dyr,

så I kan få kræfter til at flyde og svømme.

Det kan være fisk eller sæler eller hvaler og hvad der ellers svømmer.

Der skal være kød fra landets dyr, så I mærke jorden.

Det kan være harer, mårdyr eller isbjørne og hvad der ellers går og løber.

Når I har samlet festmaden, skal I lave festtøj.

Det laver I af fuglenes fjer og og pelsdyrenes skind.

Og så skal I lave masker, så I kan tale og danse som dyrene.

Se, her er en fugle maske med fjer.

Det er en dansemaske.

Hvad sker der, når den tages på ?

(En maske tages på, en dans opfindes – og masken aftages)

Se her er en anden dansemaske – med fjer og klør.

(Den tages på – giver en anden dans)

Sådanne masker skal I lave, Hermelin.

Og til festen skal I lave sange.

Alle sange kommer fra hjertets stilhed.

Til hver fest skal der laves nye sange.

I skal samle jer og sidde helt helt stille sammen.

Hver og en skal I lytte til jeres hjertes sang.

Pludselig vil sangene briste frem.

Måske vil din sang, Hermelin, lyde sådan:

“En gang gik jeg på jagt.

Så mødte jeg er ørn.

Han tog mig hjem til sin mor.

Hun lærte mig at feste.”

Så, Hermelin, nu har du fået Festens Gave.

Du har lært at bygge festhus, at samle festmad og lave festtøj.

Nu ved du, hvordan du laver masker, danse og sange.

Nu kan du frit gå hjem til din far og mor.

På hjemvejen skal du invitere alle du møder til fest.

Måske kender du ikke andre mennesker.

Menneskene er ensomme, fordi de endnu ikke har fået festens gave.

Men du kan kalde dem til dig med med festkaldet:

A-i-jo a-i-jæ a-i-jæ x 3 Kom – kald med mig !

Farvel Hermelin – og god fest !

Scene 3. Boplads.

Fortæller

Ja, sådan fik Hermelin Festens Gave af ørnemor.

Men inden han forlod hende, gav han også hende en gave.

Ørnemor ønskede sig så inderligt den senetråd,

som var bundet om hans pilespidser.

Dem fik hun, og hun blev meget glad.

Hele vejen hjem gjaldede Hermelin festkaldet,

og alle han mødte ville gerne komme til festen.

Hermelin skyndte sig hjem til sin far og mor,

og han fortalte dem alt, hvad han havde oplevet.

Så det kan nok være,

at Hermelin og hans far og mor fik noget at se til.

De byggede festhus, fangede dyr fra havet, luften og landet,

og de lavede festtøj og masker, og de sang.

De begyndte at føle og se alt omkring sig på en helt ny måde.

De hverken snorkede eller kedede sig om aftenen;

de spøgte og lo, var mundkåde og lattermilde.

De jagede, spiste, fordøjede, sov – og forberedte festen.

Det skulle blive en vidunderlig fest !

Så kom dagen for festen.

Fra nær og fjern kom mennesker to og to.

Alle var klædt i de flotteste pelse og fjerprydelser –

af ulv og jærv, sæl og ræv, bjørn og fjer fra alle slags fugle.

Stille satte de sig i festhuset,

og så begyndte sangene at bryde frem.

De, der var klædte i sælskind sang om sælen

og dem i ravnefjer om ravnen.

Sangene bruste.

De sang og de sang.

Og de spiste og spiste den dejlige festmad

fra luften, vandet og jorden.

De dansede og larmede, så man kunne høre det

langt omkring – oppe i fjeldet – ude over havet.

Der blev spist og larmet og danset,

og menneskene var sorgfri og glade,

som de aldrig nogensinde før havde været det.

Mange blev venner.

Hele natten festede de.

Først da morgenens lys slog ind i festhuset, tog gæsterne afsked.

Men idet de myldrede ud af husgangen,

faldt de forover på hænderne.

De sprang og fløj bort i alle retninger.

Da var de ikke længere mennesker,

men blev til ulv og jærv, sæl og ræv, bjørn og alle slags fugle.

Så vældig var festens magt, at selv dyr blev til mennesker.

Højt oppe i morgenhimmelen svævede to store ørne.

Det var ørnemor og hendes søn.

Ørnemor var ikke længere affældig og bedrøvet;

hun var frisk og glad.

Og ved I hvorfor ?

Når menneskene fester, bliver gamle ørne unge…

Ja, det var sådan, at menneskene lærte at feste.

. . . . . . .

Og menneskene levede lykkeligt i lang tid.

De jagede, spiste, fordøjede, sov – og de festede.

Tiden gik – godt – og menneskene blev mange.

Børn blev født og blev voksne og fødte flere børn.

Det skete, at der blandt meneskene blev født et barn,

der forstod sig særligt på naturen.

Et barn, der kunne forstå dyrene og skyerne,

som kunne synge og danse og gøre syge mennesker raske.

Sådan et barn voksede op til en åndemaner.

Åndemaneren hjalp alle mennesker.

Sommetider fik han hjælp af hjælpeånder,

som kunne give gode råd og fortælle,

hvad der var godt og skidt.

Men selvom menneskene vidste, hvad der var godt og skidt,

blev de sjuskede med at leve.

De fangede flere dyr end de havde brug for;

og de smed smuds og skidt og møg alle vegne.

Dengang var det sådan, at alt levende kom fra Havets Moder.

Hun var en stor kvinde med et kæmpehår,

som boede nede i havet.

Hun passede godt på alle dyrene og skyerne,

og det var hende, der sendte havdyr, landdyr og fugle til menneskene, så de fik kød at spise.

Men så skete det, at der ingen fangstdyr kom.

Menneskene sultede !

De fik intet kød at spise,

hverken morgen, middag eller aften…

Alle var de sultne og ulykkelige.

Så kaldte de på den store åndemaner Angekok,

og de bad ham rejse ned til Havets Moder.

Angekok ville gerne hjælpe, så han drog ned mod havet.

Der fulgte han de dødes vej.

Efter en tid delte vejen sig, og han gik til Havets Moder.

Efter lang tids vandren hørte han vandbruset fra en fossende elv,

der skummede foran husgangen i huset, hvor hun boede.

I elven lå nogle store sten, der var slimede af alger.

Åndemaneren stod længe rådvild uden at turde springe.

Men hans hjælpeånder sprang fra sten til sten

og kom sikkert over på den anden side.

De kaldte og trak og bragte Angekok over elven.

Så stod de foran huset og kiggede ind.

Derinde brusede vandet i alle retninger,

og skidt og møg og smuds hvirvlede rundt i rædselsfuld uorden.

Ingen fangstdyr kunne komme ud fra Havets Moder.

Midt i svineriet sad den store kvinde

med det kæmpe hår filtret ind i menneskers urenheder.

Hun var grum og sur og vred.

Da de så det, sagde hjælpeånderne til åndemaneren:

“Så snart du er inde hos Havets Moder,

må du øjeblikkelig springe ind på livet af hende.

Du skal straks gribe fat i hendes hår

og vikle din højre arm ind i det.

Hun vil forsøge at kaste dig væk.

Hvis det lykkes for hende, vil du blive kvalt i mørket.

Men vi vil sætte os i hendes ører og sige hende,

at du er kommet for at rense hendes hår og lyske det for utøj”

Sammen sprang de ind på den vrede kvinde.

Scene 4: Havet

Havets Moder

“UUAARRGH

Jeg er så vred, så vred, så vred over menneskenes

skidt og møg og smuds.

Og nu kommer der også et menneske – en åndemaner !

Væk med ham ! Væk med dig !

Så du holder fast i mit hår. Du kan nære dig !

I mennesker lammer mig med al jeres urenhed.

Ud i mørket med dig – lad det kvæle dig !

UUAARRGH

Hov! Hvem taler i mine ører ?

Vil han rede mit hår og lyske det for utøj ?

Vil han lytte og bringe bud til menneskene ?

Det skal du få lov at gøre, Åndemaner.

Det er et stort arbejde,

for mit hår er langt og stridt og filtret.

Du fjerner alt jeres skidt og møg og smuds, Åndemaner,

det gør godt.

Hver urenhed,du renser ud af mit hår,

vil frigive et fangstdyr.

Se, Angekok, se sælerne, landdyrene og fuglene.

Se den smukke sæl.

Dens hoved er sort på den ene side og hvidt på den anden side.

Det vil være den først sæl, du fanger, når du kommer hjem.

Tak skal du have.

Stor glæde har du voldt mig ved at komme.

Glad har du gjort mig,

fordi du fra barnsben har tænkt tunge tanker

og uddannede dig til åndemaner.

Fred har jeg fået, fordi du kom og rensede mig.

Når du vender tilbage til landet,

må du sige til menneskene,

at de skal gøre sig umage med at leve livet.

Det er ikke passende, at de kun tænker på at få og få og få.

De er blevet så grådige,

men de må ikke fange mere end de skal bruge;

og de må ikke smide skidt og møg og smuds i naturen.

Så bliver jeg styg og grim og grum og vred;

og så får de ingen fangstdyr.

Nu er jeg ren igen og vandet flyder roligt,

så du kan trygt drage hjem.

Farvel åndemaner.

Pas godt på jorden.”

Scene 5: Boplads

Fortæller

Åndemaneren rejste hjem gennem det rolige vand,

og undervejs mødte han havdyr, landdyr og luftdyr.

Da han kom hjem til menneskene fortalte alt,

hvad Havets Moder havde sagt til ham.

Menneskene passede igen på naturen,

og Havets Moder sendte fangstdyr til menneskene.

Åndemanerens første fangst var den sæl

han havde mødt i havet.

Den sort- og hvid- hovede sæl gav sit liv

som tak for rensningen af Havets Moder.

Og så var menneskene lykkelige så længe,

de ikke sjuskede med livet.

Nu har jeg fortalt de gamle myter om Festens Gave og Havets Moder.

Til Jeres hjerter.

Tak for idag.

Anne Voel