Basho fødtes 1644, og han døde 1694.
I mellemtiden vandrede han i zen:
en vandrer er jeg
lad det så benævne mig
første vinterregn*
Basho og hans zenfrænder legede med ord og mønstre. I deres stille sind vandrede nonner og munke omkring og digtede udtryk, som de slap løs, når de mødtes.
De delte tilstedeværelse, nærvær og op-lysning (satori) ved brug af waka, hokku og renga.
Den traditionelle waka består af 31 stavelser fordelt på 5 linjer:
5 + 7 + 5 + 7 + 7.
De første 3 linjer er hokku, 5 + 7 + 5 stavelser, som er den indledende invitation og inspiration.
Svaret er de 2 næste linjer: 7 + 7 stavelser.
Renga er kæder af waka.
Under sine vandringer digtede Basho mange hokku, som blev løsrevne ørehængere, genfortalt i hans fodspor. De blev haiku.
Basho’s haiku om frøen er verdensberømt:
gammel fredfyldt dam
frø hopper ud i springet
brat sjaskvåd plasklyd*
Haiku’s univers er årstiderne og livets gang. Skabelsens univers.
De 17 stavelser udfyldes med sansninger i NUet, en modsætning eller et fokus, der skaber undren og en snert af humor. Intet ord er overflødigt.
Formulerede refleksioner, følelser, domme, meninger og belæringer hører ikke hjemme i den opringelige haiku-tradition, som handler om rene betragtninger.
I zentraditionen indeholder haiku muligheden for satori, den numinøse åbning og oplysning af Selvet.
Forrykketheden 😉
blomsterstilheden
femstjerner åbenbares
selvoplysende
udspring i skive og rand
livet stråler radiært
åbningens tavshed
fuglesang giver rumklang
hyldest til tomhed
“sans moderjords blomsterpragt
og faderhimmels fugle”
(5 – 7 – 5 – 7 – 7 – 5 – 7 – 5 – 7 – 7)
(AnneVoel-Renga)
* mine 5-7-5-dansk-udgaver.
🙂
