Mellem jord og himmel
Er jeg en sommerfugl, der drømmer, at den er mig?
Eller drømmer jeg, at jeg er en sommerfugl?
metamorfose
efter krybers afvikling
flyvers udvikling
puppestadiets suppe
miraklets kaos-opskrift
“…da indså jeg, at det er således med Skaberværket, at mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under solen…” Frit efter Prædikeren, kapitel 8, vers 17.
Læs også indlæg om Vanitas og Mytos og Mønstre.
Nordens Loke besøgte engang Anansi i Afrika. De fandt hinanden i skyggen under Det Store Træ, hvor Anansi vævede snirklede, skumle og skæbnesvangre net.
Sådan som trickstere gør.
De var begge ramt af begæret efter at ophøje sig selv som den ypperligste magiker. Det medførte en uforlignelig udspekuleret tvekamp.
Men trods grænseoverskridende snyd, nedværdigelser og ondskabsfulde tricks evnede ingen af de to at overgå den anden.
Efter den erkendelse blev de overraskende enige om at udfordre deres respektive panteoner af guder og kraftdyr ved at spille en og samme trickster. Anansi og Loke kombinerede deres evner og skabte enTo-i-En-illusion, som i fremtoning skiftede ham mellem ulv og edderkop.
Guderne og kraftdyrene blev imponerede, lamslåede – og angste.
Den samvirkende trickster-kombination ændrede fokus. Selvhævdende konkurrencer blev afløst af den kunstige klogskabs utænkelige absurditeter og grinagtige kreationer.
Ingen ved, hvad forenet trickster-magi kan bringe…
Det Store Træ satte nye skud.
Udarbejdet med hjælp fra Kodekunstnerens Kunstige Klogskab.
Runebomme er benævnelsen for en samisk tromme.
I førkristen tid havde hver familie en dekoreret tromme, som kunne fortælle og give varsler.*
Familierne stillede spørgsmål til trommen. De lagde en ‘viser’ (lille knogle/tand/dekoreret træ/horn) på det vandret holdte skind. Under tromningen bevægede ‘viseren’ sig henover dekorationens symboler, som gav svaret.
Hverdags-shamanisme.
Symbolerne forestillede ofte animistiske natur-motiver, men også stiliserede kraft-tegn med firkantet sol i centrum (rune = hemmelig budskab).
Noaidierne var folkets shamaner, der forrettede de kollektive ritualer. De besad den særlige kraft at rejse med trommen til andre verdener. På nogle shamaners trommer var åndeverdenerne afbilledet som afgrænsede felter.
Oprindelige folk over hele verden har rituelle trommer. De nordamerikanskes indianeres tromme viser ofte medicinhjulet. Hjulkorset.
I dag lever trommer på mange planer – i mange hænder…
Hos mig lever en oval tromme med rødder i samernes bygge-tradition.**
En fortællende hest fremstår i modlys (Shamanens Hest ?).
Den Hvide Ravn har manifesteret sig selv under snefnug-skyen i rensdyr-skindet:
* Rolf Gilberg, 1978: Ånder og Mennesker. Nationalmuseet.
** Shamantrommer.dk
Hildegard (ca. 1098 – 1179) var et sygdomsplaget adeligt pigebarn, der med stor medgift blev givet til Sankt Disibods* Kloster.
Under skizo-psykotiske anfald ‘så’ pigen guddommelige scenerier. Hun sagde, at de kom fra Gud, og familien og kirken troede hende. Så Hildegard blev overladt til eneboer-nonnen Jutta, der boede i en celle ved munkeklostret Disibodenberg.
I bogen “Femina” skriver Janina Ramirez, at Hildegards syn ligner de forstyrrelser, som migræne udløser.
Hildegards ‘visioner’ sås som direkte adgang til mytos**; og Jutta og munken Volmar skolede pigebarnet med regler, rytmer og ritualer, så hun lærte at håndtere sit talent. Ro, renlighed og regelmæssighed 😉
Det adelige pige-udskud blev en seer/vølve/shaman i katolsk regi; og hendes visioner om animistiske kræfter, urter og ritualer giver genlyd idag.
Hun beskrev de magiske helende kræfter i metaller, ædelsten, fisk, fugle, krybdyr, firbenede og træer ***.
Hildegard af Bingen’s sinds-bevægende sange kan sammenlignes med vølvers vardlokkur.
* Disibod (619 – ca. 700) var en omvandrende irsk eremitmunk.
En vision pålagde ham at slå sig ned på et bjerg, hvor to floder mødtes. Hans celle blev århundreder senere fundament for et kloster, som nu er ruin.
** Se Logos og Mytos.
***Das Heilwissen der Mönche und Kräuterhexen (Rieger).
Romanen ‘Hildegard’ (Mogens W. Andreasen) fortæller hendes livshistorie.
Søster Humle er flyttet ind i min have.
En gave!
‘Lupulus’ = ‘Lille Ulv’, og hun dræber ved at overgro småvækster.
Efter kun få uger har hun sat frugt: humlekopper/hoveder (kopf=hoved):
De irgrønne og luftige humlehoveder indeholder et sammensurium af kemikalier, der samvirker krydrende, søvnbefordrende og eksemfremkaldende.
Humleplukkere oplever virkningerne og bliver søvnige; også rotter bliver langsomme, når de udsættes for humle. Ligesom øldrikkere. 😉
Friske humlekopper i hovedpuder inviterer søvn og drømme.
Drogens holdbarhed er kortvarig, da virkningen aftager hurtigt ved tørring.
Arten humle har tvebo: hunplanter og hanplanter, højreslyngende klatreplanter, der hurtigt dækker hvadsomhelst.
søvndyssende urt
slyngende sig rundtomkring
magisk medsøster
Måneskålen eller vølvegryden er den nordiske udgave af The Medicine Bowl. Den er Seeren(M/K)s visions-redskab i den kommende månetid, der indeholder nymånen og fuldmånen før Voldermissen og Vårfesten. Skålen kan også virke som ‘heksekedel’, The Celtic Cauldron.
Ligesom Gundestrup-karret:
Skål-ritualet er kernehandlingen i ceremonierne i Seer-månetiden.
Ceremoniernes gang omfatter de indledende rensninger, ofringer, hilsener, båltænding og de sædvanlige udledninger efter skål-ritualet.
Sprækken til Drømmetidens mytosverden åbnes i ærbødighed for de 5 elementer: jord (skål af ler, metal eller glas), vand (skålens indhold), luft (bevidst åndedræt), ild (bål, stearinlys) og livskraft (rytmiske lyde).
I den tibetanske Bön-tradition forbindes de 5 elementer med de fem sanser ved en meditation, som udføres ved, at man lægger hændernes 10 fingre på sit eget ansigt:
Jorden, følesansen, lillefingre på hagen.
Vandet, smagssansen, ringfingre på munden.
Luften, lugtesansen, langfingre på næsen.
Ilden, synssansen, pegefingre på øjnene.
Livsrummet, høresansen, tommelfingre på ørerne.
Meditationen virker i alle mennesker, der overgiver sig til den.
Også ved påkaldelse af klarsynsdrømme uden måneskålens vand.
Seer-ritualet er personligt (ikke socialt), da det handler om at besøge ens egen mytosverden. The Sacred Personal View (SPV) of the Great Mystery. Det Numinøse Mytos Mønster.
Min måneskål kom til mig, inden jeg stødte på Seer-ritualet. Lig et under kom der ikke blot en, men to kupler, som formede sig i mine hænder og blev brændt i bål.
Den lyse fuldmåne-skål blev brændt over jorden i et buldrende ilt-rigt bål, der blev fodret et helt højtids-døgn:
Den mørke nymåne-skål blev brændt samtidig i en ilt-fattig mile under jorden:
Ritualet er at ‘se’ og tyde Drømmetidens manifestationer i vandet. Symboltolkning.
fem elementer
mytosmønsterets visdom
måneskålesyn
Læs også om månen i En Gammel Spand og om Månekællingerne.
Vegvisir og Udesidning er beskrevet i to andre indlæg.
Vegvisir kan imidlertid bruges som kompas under en udesidning.
Her fortælles uddrag af en visionsrejse i den nordiske mytologis ni verdener:
Der var engang et fortabt menneske, som var faret vild i sig selv.
Fornemmelserne for oppe og nede, ude og inde, lys og mørke var væk.
Tilbage var dog følelsen af at være midt i noget etellerandet.
Mennesket sad uden vådt og tørt. Omkring det spirede otte verdener, der groede som en stjerne med vidt forskellige grene.
1. Koldt mørke i NORD befordrede sansningen af op og ned. Niflheims dybe verden af intethed. Angerboda og hendes tre små børn: datteren, ulven og ormen.
2. Svagt lys i NØ, hvorved skygger kunne skelnes. Tidsfornemmelsen fra Helheim og Hel, ung og gammel, levende og død. Det, der havde været – og det, der skulle blive.
3. Lys og milde vinde fra ØST under himmelhvælvingen. De fem sanser blev vækket ved fremtoningen af skaberværket. Freja med vanegudernes fred og bæredygtighed i Vanaheim.
4. Den sjette sans pirredes af de overjordiske småfolk fra SØ. Krop-bevidstheden gennemtrængte kroppens ydre grænse. Visionen af det gyldne æble hos Idun i Alfheim.
5. Varmen kom bølgende fra SYD. En kvindeskikkelse vandrede fra bål til bål til bål, som rensede til genopstandelse og klaret inspiration med vølven Gullvejg af Muspelheim.
6. Jordens forstenede fortid fra SV blev afsløret af de underjordiske småfolk, som mægtede alle slags metaller til krig og pynt. Ved Svartalfheim stod Sif med sit guldhår.
7. Ustyrlig tumlen og kaotiske dramaer genlød fra VEST i jordsmonnet fra asegudernes grådige krigsudøvelser. Midt i Asgård skabte den myndige Frigg ro med sønnerne omkring sig.
8. Mørke fra NV sænkede sig over mennesket, der nu var klar over op og ned, ude og inde, lys og mørke – og helheden i modsætninger. I Udgård åbenbarede jættekvinden Skade evnen til at vælge sin egen eksistens!
9. Sådan fortælles den helende vision om mennesket, der finder sig selv og sin vej i Midgård, menneskenes verdensillusion.
Visionen kan manifestere kraftdyr.
Se indlæggene om Sejd og om Lokale Kraftdyr.
Vegvisir kan vise retninger; men ethvert menneske må gå sin helt egen vej.
Skaberværkets mønstre og rytmer er visdommens grundlag. De sanses med krop-bevidstheden og natursansen. De er portalen til Det Numinøse.
Mørketiden giver mulighed for langsom træning af opmærksomheden på mytos og mønstre.
Vi har alle et indre ‘landskab’ inde i Selvet. Den indre verden er opstået i samklang med Det Store Skaberværk:
naturoplevelser, eventyr, myter, bibelhistorier, virkelighedens og teatrets dramaer og andre kilder (musik, dans, sang, litteratur, film – kunst med snabelen i ‘mytesuppen’).
Den Personlige Mytosverden.
Bevidsthedens kontakt til mytos kan fornemmes som religiøse oplevelser.
Sjette-sansen!
Det klarsyn kan trænes ved opmærksomhed på den personlige natursans og krop-bevidsthed ved at erkende de fem elementer: jord, vand, luft, ild og livsånd med de fem sanser: føle, smage, dufte, se og lytte.
De vækker underbevidsthedens 6. sans…
Hvert element er forbundet til en sans, en finger og en udsondring.
Med rod i tibetansk meditation kan natursansen/krop-bevidstheden trænes:
Begge hænder lægges over eget ansigt:
lillefingrene på hagen (føle/jord) Sved!
ringfingrene på munden (smage/vand) Spyt!
langfingrene på næsen (dufte/luft) Snot!
ringfingrene på øjnene (se/ild) Tårer!
lillefingrene på ørerne (lytte/bølge-ånde) Voks!
Et laaangsooomt åndedræts bevidsthed bevæges gennem elementerne via fingrene fra hage til øre (indånding) og tilbage (udånding).
Igen og igen!
Også uden hænderne på ansigtet.
Krop-Bevidsthed er at mærke Skaberværket.
Med hele kroppen og den sjette mytos-sans. Udvendigt og indvendigt.
Uden logos-tanker! MU!
forfaldets skønhed
moder jords krop i dødt træ
element-sansning
Det autonome Selv ordner visdommens mønstre i ‘natursansen‘. Den er gennemsyret af det kollektive ubevidste, den ur-fælles ‘mytesuppe’, som uafbrudt er under-bevidst i den enkeltes Selv.
Selvet er forbindelses-nerven til det Numinøse.
Op-lysning af klarsyn og op-livning af den kollektive visdom sker i mytos-sproget.
Dets symboler kan tolkes og bevidstgøres ved brug af logos – ligsom ved drømmetydning.
Se også Logos og Mytos.
Klarsyns-indsigter kan optræde som natlige og vågne drømmesyn, som aha-indfald i en travl hverdag, som visioner i naturen – og på mange andre måder.
De kan indtræffe spontant, eller de kan opsøges – måske ved hjælp af Sejd eller andre Shamanheste.
Meditation kan også åbne portalen – ligesom Haikudigtning.
Mørketiden indbyder til at gå på opdagelse i mytosverdenen og øve sig i at forstå sig selv.
Måske inspireret af vølven Pythia i Delfi: Kend dig selv!
God Fornøjelse!
Mandalaer er mindmaps over Selvets mytosverden i flere religiøse traditioner.
Shambhala er benævnelsen for mytos-Selvets landskab i den tibetanske buddhisme.
Knude-Mandala af Leonardo da Vinci
Adgangen til det helende Mytos-Selv hindres, når menneskers opmærksomhed er ‘besat’ af forfængelighed, vrede, begejstring og andre dæmoniserende ønsker og begær i logos-verdenen.
En drømmefanger er et helligt redskab, som træner børn i at kende visioner, mareridt og drømme. Den fungerer som en håndgribelig forbindelse til den ‘åndelige’ verden.
Hos oprindelige folk fandtes der blandt de gamle viise kællinger en ‘klanmor’, der havde kontakt til edderkoppe-tricksteren og dermed evnen til at væve. Hun skabte drømmefangere til hvert af klanens børn, medens hun sad ved deres nattelejer og sang. Sangen og drømmefangeren groede ud af kællingens vision, og i spindet hæftedes symboler for ‘naturens medicin’ for netop det barn og dets årstidsmåne. Eksempler kunne være en guldsmed, en ler-stjerne-fugl med forskellige øjne, en strandskal eller måske tænder og knogler af totemdyr.
Drømmefangeren hænges over barnet, der får fortalt, at vævet fanger nattens ‘syn’. De gode og opbyggelige drømme opfanges i nettet og drysses gennem fjerene ind i barnet. De onde og ødelæggende syn flyver væk gennem hullerne eller fastholdes, så dagslyset kan bortsmelte dem.
Blandt oprindelige folk er der sorg over, at det vestlige forbrugersamfund har reduceret drømmefangere til en kommerciel pyntetingest. Det er en slags misbrug af etnisk kulturarv. Men det er mest synd for vestlige neurotikere, at de tror, at magi kan omplantes som perlebesat dimseri. Uden klanmoderens magiske sang og vision. Håbet er dog, at den magiske visdom trods alt trænger igennem…
Drømmefangere kan opfattes som symbol på børns virksomme og autonome Selv. Inden det bliver sløret af forfængeligheden…
Se også Mønstervæveren.
