Skildpadde-Øen

Skildpaddeøen er en skabelsesmyte fra oprindelige folks drømmetider:

I begyndelsen var kloden dækket af vand. Den Store Skaberkraft lod Fader Himmel svæve over vandene, medens Moder Jord formede een stor sammenhængende landmasse: Skildpadde-Øen.

De to-benede rejste sig, vandrede og trivedes på Moder Jords nyskabte varme frodige krop; sorte, hvide, gule, røde og brune levede i harmoni. Alt levende delte visdom med dem.

Men de to-benede lyttede ikke! De fulgte Slangens Vej. De vendte sig bort fra Kærligheden til Livet under Bedstemor Måne og Bedstefar Sol, og de tilbad det døde guld, som de trak ud af de varmende årer i Moder Jord.

Klodens balance tippede, og årstiderne opstod. Med dem fulgte kulde og tørke og fødemangel. De tobenede blev mere forfængelige, grådige og misundelige.

Da talte Bedstemor Måne til sin datter Moder Jord:
“Inderst i Skildpadde-Øens hulrum bærer du til stadighed det Hellige Hele Liv. Men Ilden og Isen vil tage livet på din overflade, og Skildpaddelandet vil splittes i vandrende landmasser.

Under skildpaddeskjoldets 13 midterfelter er tretten huler fyldt med Livets Kraft, næret af månetiderne. Livskraften vil fordeles over hele kloden med landmassernes vandringer. Nyt liv vil fødes af 13 klanmødre, og Moder Jord vil atter befolkes.”
Bedstemor Måne afsluttede med at love, at hun ved hver månetid ville vejlede alt levende, der vil lytte…

Se også indlægget om Skildpaddeskjoldet.
Og se fortællingen om, hvordan Padde fik sit Skjold.

Myriader af Mikrober

Myriader af mikrober mæsker sig
på overfladen og indersiden
af vore kroppe.

Konstant er legemet valplads
for kæmpende vira/svampe/bakterier.
De viger ikke tilbage for kemisk krigsførelse,
som kan medføre sekretudskillelse,
kløe og feber hos værterne (os).
Den ultimative Gulliver-i-Lilleputland-fornemmelse!

Vore kompetencer til på fredelig vis
at styre krigshandlingerne
er begrænsede.
Dog kan vi forsøge os med nydelse
at bidrage til en form for balance:

Hver morgen indtages på fastende hjerte
en skefuld honning,
langsomt silende ind i systemet.

Og danablu ad libitum.

Danablu400Klippet grønkål, muggen ost i fløde, rosiner,
æblestjerner og hakkede valnødder med havregryn.
Kan man ønske sig mere?

Drømmetydning

LUNAnne-RasmusErik

Drømmetydning er en logisk symbol-oversættelses-teknik.
Alle elementer i drømme er symboler, som betyder noget andet end det, de ser ud til. Grundteknikken er at benævne alt i drømme med mindst tre egenskaber.
I al sin enkelthed.

Arbejdsplan for drømmetydning:

  1. Skriv drømmen ned
    – OG alle de tilsyneladende irrelevante indfald,
    der dukker op i huskefasen.
  2. Giv drømmen en OVERSKRIFT.
    Er den et afsnit i en serie?
  3. Personer (ukendte/drømmekendte/fantasifigurer/virkelige)?
  4. Dyr (kendetegn/bevægelser/opførsel)?
  5. Planter (mængder/tilstande/naturlige/kunstige)?
  6. Landskaber, rum, genstande. Detaljer!
  7. Farver, figurer, tal, tegn osv.?
  8. Beskriv geografien, vejret, årstiden og tiden på dagen.
  9. Hvilken rolle spiller du/drømmejeget (særlige færdigheder)?
    Hvordan har du/drømmejeget det i drømmen?
    Hvordan har du det med dig selv efter drømmen.
  10. Hvorfor drømte DU netop den drøm?
    Hvad vil du fortælle dig selv?
    Hvad kan du bruge drømmen til?

Personer i drømme er underbevidsthedens opfindelse i 99% drømme.
Selvom de findes i virkeligheden. De optræder for at fortælle dig selv, at du skal være opmærksom på din magtudøvelse, din forfængelighed, din dovenskab, din kreativitet, din medfølelse, dine begavelser og diverse særheder eller mangler på samme, som du forbinder med de pågældende mennesker.

Drømme er din buffer i forhold til at være dig selv!
At være Dit Selv 😉

Kend dig Selv! = Tyd dine drømme!

Se også klummerne om Drømmepsykologi , Logos og Mytos Drømmesymboler  og En Drømmefanger.

Årets Første Nymåne

Årets første nymåne indtrådte kl. 2.31,
og den er den første af årets tre hvide måner.

De hvide måner står for det
hvilende/uberørte/modtagende.

Efter dem følger tre grønne måner for
spiring/vækst/udfoldelse.

Sommertidens tre gule måner vedrører
blomstring/befrugtning/modning.

Vækståret fuldkommes af tre røde høstmåner med
høst/lagring/taksigelse.

Den Blå Måne er den 13. måne,
Forvandlingsmånen,
som indtræffer omtrent hver tredje vinter.

De 13 måners kræfter påvirker hele naturen
– også menneskers daglige gøremål.

Kulturer over hele verden har til alle tider respekteret
og tilbedt månen.
Kristne fejrer påske den første fuldmåne efter forårsjævndøgn,
og muslimer følger månekalenderen uden årstidskorrektion.

I religioner, hvor den eneste gud ikke har herredømmet,
dyrkes kraftfulde månegudinder.
Den græske kulturkreds ærede månen og naturen
ved flere gudinder, især Selene (søster til solen Helios)
og Artemis, tvillingesøster til solguden Apollon.

Romerne omsatte dem til Luna og Diana.
Skabelon for månegudinderne var vor gamle veninde Isis,
ægypternes magtfulde gudinde for måne,
vand (Nilen) og frugtbarhed.

I vor nordiske tradition var Måne(Mani) en mandefigur,
som sammen med søsteren Sol bevægede himmellegemerne.

Månen og vandet er uadskilligt forbundne (gudinder eller ej);
månen styrer jordvandet og havets ebbe og flod.
Da alt levende er vandholdigt,
er også du, mennesket, (ubevidst?) i månens vold.

Vore luner svinger mere og mindre med månens faser,
og for at undgå at blive overrumplet af det lunefulde,
kan det være en god idé at være bevidst om månerytmen.

Månepsykologi er ikke en videnskab
i den teknokratiske såkaldte civilisation.
Men mennesker har altid
og alleandrevegne
sanset og studeret månens indvirkninger
på såvel mennesker som den natur,
vi er en del af, uanset om vi vil eller ej.

Menneskers ærbødighed overfor sin plads i naturen
kommer gerne til udtryk
i poetiske og symbolske vendinger.
Den første hvide måne kaldes Den Vågnende,
og dens kraft vækker evnen til at være åben.
Under denne måne er vi særligt modtagelige for
spirende indsigter,
nye relationer
og ukendte horisonter.

Tiden er inde til at få øje på
nye indfald/erkendelser/vaner.

May The Moon Be With You!

Moonlight400 Moon Indigo
Anne Voel
(solgt)

livsforVANDlende
mørk underjordisk urmagt
blå vintermåne

 

Paven og Jeg

Paven og jeg præker samme budskab i disse dage:
Skru ned for forbruget
og skru op for medmenneskeligheden!

Paver og katolicismen er ellers slet ikke min kop kakao.
At den nutidige magtforgyldte kransekagefigur af en pave har taget navnet Frans efter økologiens og fattigdommens skytshelgen, er helt absurd i mine øjne.

Frans af Assisi og hans ligestillede Clara levede Simple Living.
Under løftet til TAU-korset tøjret med de 3 knuder:
Fattigdom
Lydighed
Kyskhed

Min øko-reviderede og muligt opnåelige udgave lyder:
Nøjsomhed
Ærbødighed
Selvbeherskelse
😉

Tau Anne VoelTAU-kors med 3 knuder i mit æbletræ. Juledag 2015.

I samme tråd:
Skru op for tilstedeværelsen
og skru ned for skærmopmærksomheden!

Ihukommende Lennon/Ono:
Livet sker, mens vi har travlt med andre ting.
Min udlægning:
Livet sker, mens vi har travlt med … ting!

Isis, Maria og Fuldmånen

Isis, Maria og fuldmånen er kvindekraft i potent udfoldelse.

Isis/Horus var Mor/Søn-guddom i oldtidens Ægypten.
Isis var Nilens frugtbarhed. Kvindekraften, naturen, fødslerne – alt det, som mænd kæmper for. Hun blev æret for ærbødigt magtsamspil med naturen. Ligesom Artemis, Diana og Moder Jord under  månekraften over hele verden.

Indtil magtliderlige, kvindehadske, kristne mænd kom på banen. De opfandt Maria/Jesus som Jomfruen med Barnet, et magtesløst, føjeligt og stækket plagiat af Isis/Horus.

Historien om mordet på den kloge og magtfulde Hypatia (Alexandria, år 415) og de senere af kloge koner udtrykker disse mænds angst for kvindekraft. Deres forkvaklede kvindesyn kulminerede med den helt absurde kåring af Maria som ren, ubesmittet, evigt jomfruelig himmeldronning.
Stadfæstet i 1950!
Selvom hun fødte flere børn…
I Det Nye Testamente lader de endog hendes søn fornægte sin mor og sine søskende!

Maria blev et offer!
Men det kunne hun jo ikke gøre for.

Under denne juledags fuldmåne ærer jeg derfor Maria sammen med gudinderne Isis/Artemis/Diana, filosoffen Hypatia fra Alexandria og al kvindelighed – i kærligt samkvem med mænd, der jo alle er sønner!
Hil dig Maria – og dit livs frugt!
Hil dig Fuldmåne!
Hil dig Moder Jord!

MariaHenne600

Madonna med Barnet. Henne Kirke.

madonnamagter
kvindeliv under månen
moder jords døtre

Ywl o æ Klet

“Ywl o æ Klet” er en overskrift i Vesterhavsposten om jul på Klitten. Holmsland Klit. Den sandtange, der lukkede Ringkjøbing Fjord. Mine forfædres land.

Kort fra 1600-tallet viser, at Klitten dengang ikke var sammengroet.
I vikingetiden bestod farvandet sandsynligvis af sandpolde i det lavvandede Skjernå-delta, som måske var hjemsted for vestfarende togter.

I Bork Vikingehavn ligger kopier af skibe iristet runerne fæhu og bjarkan. Fæhu har to horn for fæ/rigdom, og bjarkan har to bryster for kvinder/kærlighed, og vikingerne hjembragte gerne begge dele. Rødhårede fregnede yndigheder fra Irland og mørkøjede brunlødede skønheder fra Miklagård. De forstod at blande gener. Indtil de optog den Sejrende Hvide Krist blandt deres guder.

Den gud, der kan gå på vandet og mangfoldiggøre fisk, fik tag i mangen en viking, og deres fiskende efterkommere ophøjede denne magiker til den største.
Så lad os med klitboerne fejre fødslen af gudebarnet, der kan gå på vandet, tæmme bølgerne og trylle med fisk.

Fred På Jord!

Jesusbarnet400Stalden
Anne Voel
50 x 50
(ikke til salg)

Havets Moder

Havets Moder er en inuitmyte om overforbrug:

Engang var det sådan, at alt levende kom fra Havets Moder.
I havet boede den store kvinde med kæmpehåret, og hun passede altet. Det var hende, der sendte havdyr, landdyr og fugle til menneskene, så de fik mad.

Dengang vidste menneskene, hvad der var godt og hvad der var ondt; men så blev de sjuskede.
De fangede flere dyr, end de havde brug for, og de fyldte havet/jorden/himlen med alskens skrald og affald og smuds og skarn og skidt og møg.

En dag skete det, at fangsdyrene udeblev.
Menneskene sultede.

Så sendte de Åndemaneren Angekok til Havets Moder. Han fulgte De Dødes Vej, og hans hjælpeånder viste vej til havkvinden i dybet.

I et kaos af menneskers svinerier kunne han først ikke finde Havets Moder, men så opdagede han, at en filtret skarndynge var hendes store hår. Han måtte kæmpe for at få lov til at rense og rede håret. Hun var så vred, så ked af det og så magtesløs. Men hun blev ren og glad og givende igen. Angekok drog atter hjem med lovning om fangstdyr og bud om, at mennesker skal tøjle grådigheden.

HavetsModer400

Se også Festens Gave og Havets Moder

Ved Vintersolhverv

Ved vintersolhverv varer natten 17 timer!
Mørketiden kulminerer idag kl. 12.12, når solen står lodret over den sydlige vendekreds. Vintersolhverv er den ene af solens 4 højtidsfester, som fejres skiftevis med jordens 4 fester for lyset, våren, høsten og mørket.

Mørketiden varer fra Mørkefesten/Allehelgen til Lysfesten/Kyndelmisse, og vi er midtvejs. Det betyder, at livskræfterne skifter karakter fra nedbrydende til opbyggende.
Mørkelivet kan lignes med magien i en kokon: først nedbrydes larven, dernæst opbygges sommerfuglen. Metamorfose!

I jorden betyder det, at balancen mellem død og liv tipper. De kemiske processer ændres med energitilførslen fra lyset. Livet genopstår og åbenbares i de første forårsspirer.

Velkommen til livets spirer, lyset og glæden 😀

ved vintersolhverv
liv opstår af råddenskab
solgul erantis

Glædeligt vintersolhverv til jer alle!

Hvidløg

Hvidløg er den anden af mine 3 hovedafgrøder.
Gennem de 7 år jeg har levet med denne min trettende have, har jeg afprøvet hvidløgssorter. De estiske og sorter fra Kina og Spanien er ikke tilfredsstillende. Men et udvalg af danskdyrkede økologiske blandede sorter trives i min muldede sandjord.

De største fed er nemmest at håndtere i køkkenet, så de mindste fed sorteres fra og sættes som næstes års afgrøde.

Garlic2-400

Feddene kan sættes, indtil frosten lukker jorden – dog inden vintersolhverv.
I denne tid er vejret absurd tjenligt: 10 grader døgnet rundt!
Jorden er så villig, og den 17. december satte jeg en zigzag-række .

Garlic1-400

Hvidløg er universalmidlet!
Ud over at have styrket vore vikingeforfædre på havet, så har urten været brugt over hele verden som ormedræbende, blodtrykssænkende og antibiotisk droge. Især mod betændelsestilstande i mund, næse, hals og ører.  I Åndedrætsorganer og fordøjelsesorganer.
I rå tilstand!!!
Ved opvarmning dør enzymaktiviteten, som omsætter det passive alliin til det aktive allicin.

Hakket hvidløg med grønt (grønkål/persille/skvalderkål/whatever) under spejlæg ovenpå sild er en lækkerbidsken,
ligesom
på en sprød sød kiks med smør eller danablu og hybenmarmelade
eller
i surmælk og/eller fløde med rå og kogte grøntsager/frugter.
Hvidløg og banan er en glimrende kombination!

Mange af hvidløgs fysiske virkninger på menneskekroppen er videnskabeligt dokumenterede – efter at menneskeheden i årtusinder bare har brugt hvidløg med visdommens argumenter.
Om urtens virkning mod vampyrer og nervesystemets dæmoner nogensinde bliver undersøgt er tvivlsomt 😉 . Men i mange civiliserede/førteknokratiske kulturer var planten æret som en gudsbenådet gave – på alle planer.

Se også Skolde eller Kvase.