Fuldmåne og Blackstar

Bowie’s Blackstar handler om kvindekraften Isis – og De 13 Oprindelige Klanmødre.

Myten om Skildpadde Øen omfatter også et sagn, der fortæller om de 13 klanmødres mission.
Den handler om, at Moder Jords balance skal rettes op med kvindelighedens omsorgsfulde handlinger; de skal modvirke grådighed og overforbrug.

Kvindelighedens omsorg for jorden og dens folk symboliseres med kranier/livmødre fyldt med juveler, som er billedet på dyrebare tanker.

Hvis livet skulle komme på afveje, så skal klanmødrene samles til “Mødet under Skildpadden”, forene deres dyrebare visdom og genoplive kærligheden til Moder Jord og Det Harmoniske Hellige Liv.

I Blackstar bruger David Bowie den myte:

Videoen indledes med, at en kvinde går gennem Villa of Ormen (Slangens Bosted). Hun går gennem øde landskab til en forladt rumdragt/robot/videnskabsuniform. Bag visiret/skjoldet finder hun et ædelstenskranium.

Senere samles 13 kvinder/Klanmødre(?) om Kraniet, og Bowie synger:

On the day of execution
only women kneel and smile…

På dagen for fuldbyrdelsen/henrettelsen/forvandlingen korsfæstes 3 ikke-seende fugleskræmsel-mænd. Hvem?
Forfængeligheden, Grådigheden, og Misundelsen ???

Flere andre symboler i sangen og videoen tyder på, at denne viise, selvironiske kunstner på dødslejet ville vise os, hvor langt ude vi er. Teksten fortæller om stjernemanden, der vil sandheden, hvor andre lyver.

Idag indtræder årets første fuldmåne. Den første klanmoders vejledning er, at vi skal være åbne for nye indsigter.

Med hende skinner håbet om, at vi mennesker begynder at indse, hvad vort overforbrug og tingsliggørelse gør ved Moder Jord – og Kærligheden!

Glædelig Åbenheds-Fuldmåne!

Arven efter David Bowie

Arven efter David Bowie er:

Spil dette forgængelige liv – og dø det!

Ved Bowies første optræden i Danmark
indledte han med at vise surrealistiske scener
fra Dalis/Bunuels Den Andalusiske Hund
på kæmpelærred i Falkoner Teatret.
1976.

Derpå blev det kulmørkt i rum tid.
Vi sad i chok.
Så kom toget!
I rumlyd.
Station To Station.
Og pludselig stod en
lillebitte overbelyst hvidklædt mand
helt alene på scenen:
The Thin White Duke:

magical moment
dreams are woven
too late

Budskabet:
Verden er absurd;
mennesket er kun et lysglimt.

Vi sad lamslåede/åndeløse med hamrende hjerter.
Ja, vi sad!

I årene forinden havde vi gennemlevet
the rise and fall of Ziggy Stardust
gennem gymnasietiden.
Lært, at selvom vi var gennemsyrede
af sansningen af livets ligegyldighed og forgængelighed,
så var det en mulighed at reagere
og leve en eller anden form for jordisk liv
ved at trække i forklædning/rolle/persona…

Vi sad også til Bowies sidste DK-koncert.
I Forum 2003.
Sammen med Gail Ann Dorsey
og andre forrygende musikere
spillede/frigav han livserfaringens budskaber.
HEATHEN med all things must pass
var kommet til ham på en bjergtop.

Derfra aftog han den kommercielle EMI-persona,
han havde påtaget sig:
“I’m not a Rockstar!
I’m an Artist!”
Gentog DB igen og igen.

Og kunstneren selv spillede sin hverdag.
Han tog tomheden, vanitas,
forgængeligheden
og forfængeligheden ved hånden.
Han giftede sig med supermodellen,
smykkesamleren og kosmetikfabrikanten,
som bærer navnet Iman,
der betyder Guds Tillid!
David Bowie valgte at undersøge
det jordiske begreb,
der betegnes lykke.

Han viste os,
at efter liv med skiftende principper
og overgivelse til altopslugende arbejde,
kunne den dogmefri illusion også være en mulighed.
Dog altid med en bagdør til ensomheden,
som han nævnte som behov igen og igen.

Idag fyldes jeg med taknemmelighed
overfor vismanden/kunstneren/musikeren,
der viste vejen inde i forgængelighedens morads:

Lev dit liv i personaer!

300 ord!