Hel Hellig Helende

Hel i Bork Vikingehavn.

helende hellig
Hel viser dobbeltheden
mørk yin og lys yang

Hel er dronning i Underverdenen, skyggernes land. Hertil forvises det, der skal glemmes, gemmes og genfødes. Også det u-synlige gode. Hels fremtoning udstråler liv og død; og hun ser alt i det dobbelte perspektiv, som hun har lært af sin tricksterfar Loke og af sin jættemor Angerboda, der fejres i Niflheim ved vintersolhverv.

Skyggernes dronning er den skjulende – og den helende. Da Odin kastede hendes ene bror Ormen Jørmungand i havet, og hendes anden bror Ulven Fenris blev bundet, gav han Underverdenen til Hel.
Hun regerede i Helheim, og hun fik en viis magt i de andre 8 verdener i samklang med sin far Loke. I bytte fik Odin hendes to ravne.

I Helheim strømmer Hvergelmer, den ene af de tre livskilder ved Yggdrasils rødder. Hvergelmer giver indsigt i den åbne tomheds paradoks; og hos Hel betvivles den tilsyneladende virkelighed.
Hendes gård hedder Regnvåd, dørtærsklen kaldes Snubletrin, hendes fad er Hunger og kniven er Sult. Hun sover i sengen Sygeleje, sengeforhænget er Broget Ulykke, og hendes to trælle hedder Ganglad og Gangdoven.

Skyggeriets paradokser åbenbares, når hverdagens præstationer afvikles og slippes. Aflives.
Grådigheden gør mange Midgårdsmennesker til skygger; og når de ankommer til dødsriget sorterer bro-vogtersken Modgunn (Krigs-Vred) og Hel mellem de hel-beredelige og de u-hel-beredelige. De første renses og genfødes med Nanna og Balder – helt beredte til den nye fredelige og bæredygtige verden efter Ragnarok. Resten komposteres.

De to fastboende kvinder i Helheim får jævnlige besøg af vølver, der rejser til Hel ved Sejd. Vardlokkur-kraftsange og gungrende rytmer fører dem over Gjalderbroen inde i skyggerne, hvor den selvlysende visdom kan ses uden Midgårds forblændelser.
Blandt dem er Gullvejg, som fejres i Musplheim ved sommersolhverv.

Læs om Balders vej til Hel her.
Læs også om Hels medsøstre Hekate og furierne her.

Hel’s Ulve-bror i Bork Vikingehavn

Vejens Udspring

Vejens Kilde, Yuan Dao, er titlen på et oldgammelt kinesisk skrift, som forsøger at beskrive Tao’s ur-essens. Skriveren var Liu An, som fødtes år 179 før Kristus. Han levede 57 år i kejserlige omgivelser; og da han havde gjort, hvad han kunne med sit liv, begik han selvmord. Datidens kinesiske kultur havde andre værdinormer end nutidens.

Yuan Dao omfatter mytologier/mytos og livsaspekter/logos, som afspejler Tao, der ikke kan sættes ord på. Levekunst uden domme, fordomme og fordringer. Lutter hengivelse til den strømmende livskraft – med sans for dens manifestationer. Uden hensigter, lyster og begær. Kunsten at være og at leve mytos i logos. Simple Living.
Se indlæg om Logos og Mytos.

At forsøge at sætte ord på ‘Tao’ kan sammenlignes med at dykke ned i en uendelig kinesisk æske. Under hvert låg afsløres endnu en magisk æske. Ligesom fraktal-matematiks åbning af ‘Søhestenes Rige’. Skabelsens ubegribelige orden. Den er også menneskets lod, der imidlertid adskiller sig fra andre livsmanifestationer ved muligheden for Ægte Kærlighed.

levekunstens vej
mellem jorden og himlen
uransagelig

i søhestenes rige
kærlighedskrinkelkroge  

Læs også indlæg om
Dokkodo, On Or Off, Hjertesutraen, Zen, Vismanden, og Mytos og Mønstre!

Et Sennepskorn

Et sennepskorn er i flere kulturer symbol på ‘det mindste med den største kraft’. Styrken kan fornemmes i frøets smag, når det har optaget vand. Forspiring.

Sennepsfrø-haven, The Mustard Seed Garden, er et ældgammelt kinesisk skrift om den megen visdom, der kan findes i selv den mindste have. Kunsten er at gribe det ubegribelige med tusch og pensel. Naturens mytos, som manifesteres i planters og dyrs tilstande gennem årstiderne.
At male handler da om at ‘se’ mytos i øjeblikket – ikke om at skabe et maleri til fremtiden. Det handler om at slippe logos-bevidstheden – ikke om at præstere og dygtiggøre sig. Zen!

kirsebærporten
vårens vej ind i et nu
midlertidighed

Sennepsplanter tilhører den korsblomstrede familie med fire kors-stillede kronblade og seks 2/4-mægtige støvblade. De to frugtblade danner en skulpe med kuglerunde frø, som på én vækstsæson kan spire og vokse betragteligt til frodige urter.
Mange korsblomstrede tjener til foder for mennesker og dyr. Visse kål-arters knolde og blade er vinterbestandige. Eksempler er kålroer og hovedkål. Andre medlemmer af familien er peberrod, hyrdetaske og måneskulpe.

Julen er Stjernetid

Julen er stjernetid, fordi Sol-stjernen genfødes. Vintersolhverv.
Men yule-fortællingen omhandler også andre stjerner:

For omkring 202 dekader siden mødtes to planet-stjerner på himmelhvælvet. Det havde vise mænd fra Østerland forudset.

De tre fremmede var måske tibetanske lamaer, som fulgte stjernernes anvisning på genfødslen af en tulku, et oplyst menneske.
I Bethlehem fandt vismændene  det nyfødte lys-menneske, som de ærede med guld, sød røgelse og bitter myrra. Det siges, at de tog barnet med sig og underviste det, indtil teenage-drengen rejste tilbage til sin families tempel.

Den lysende dobbeltstjerne over Bethlehem var et møde mellem planeterne Saturn og Jupiter (Kronos/Zeus = Tiden/Magten). Faderen og Sønnen i romersk/græsk mytologi. Under
Far/Søn-stjernen manifesterede den Hellige Ånd sig i det oplyste barn. Den Patriarkalske Treenighed!

Men samvirket mellem Faderen, Sønnen og Helligånden medførte, at Moder Jord blev ‘glemt’, så Livet kom ud af balance.
Hun var Gaia, alle tings ophav, men hendes jordiske naturkraft blev ignoreret.

I skyggerne af usynliggørelsen overlevede Moder Jords livskraft som Natteheksen. Hun er aktiv i mørke; og hun kæmper for det ærbødige, bæredygtige og fredelige sam-liv.

Nordiske myter fortæller, at de to planetstjerner er Jætten Tjasses øjne. Han var far til Skade, som er symbol på kvindens befrielse fra patriarkatet.
Hendes hjælper var tricksteren Loke, der bortførte hende i en nød. Skade er en af Natteheksens fremtoninger.

mønstre i mørke
himmelens stjernevrimmel
underjordisk liv

Læs også højtidens norrøne fortælling om kærligheden mellem jættekvinden Angerboda og tricksteren Loke  Myten om Angerboda i det kolde og mørke Niflheim.

Hil Moder Jord – og julenissen Loke under Yule-højtiden!

Runebomme

Runebomme er benævnelsen for en samisk tromme.
I førkristen tid havde hver familie en dekoreret tromme, som kunne fortælle og give varsler.*
Familierne stillede spørgsmål til trommen. De lagde en ‘viser’ (lille knogle/tand/dekoreret træ/horn) på det vandret holdte skind. Under tromningen bevægede ‘viseren’ sig henover dekorationens symboler, som gav svaret.
Hverdags-shamanisme.

Symbolerne forestillede ofte animistiske natur-motiver, men også stiliserede kraft-tegn med firkantet sol i centrum (rune = hemmelig budskab).

Noaidierne var folkets shamaner, der forrettede de kollektive ritualer. De besad den særlige kraft at rejse med trommen til andre verdener. På nogle shamaners trommer var åndeverdenerne afbilledet som afgrænsede felter.

Oprindelige folk over hele verden har rituelle trommer.  De nordamerikanskes indianeres tromme viser ofte medicinhjulet. Hjulkorset.
I dag lever trommer på mange planer – i mange hænder…

Hos mig lever en oval tromme med rødder i samernes bygge-tradition.**
En fortællende hest fremstår i modlys (Shamanens Hest ?).
Den Hvide Ravn har manifesteret sig selv under snefnug-skyen i rensdyr-skindet:

* Rolf Gilberg, 1978: Ånder og Mennesker. Nationalmuseet.
** Shamantrommer.dk

Natteheksen Lilith

Natteheksen Lilith er den arketypiske omvandrende viskvinde med kontakt til naturen. Hun er den frie anarkist, hvis sexualitet ikke defineres af mænd, sådan som den kristne bibel foreskriver. Den angiver, at kvinden skal attrå sin mand, og at han skal herske over hende.

I 70ernes kvindebevægelse blev Lilith forbillede for kvinder, der ville magte sig selv og ikke være ejet af eller eje en mand. En sådan kraftkvinde håndterer sit liv og erotik på egne betingelser i henhold til frihed, lighed og fællesskab. Ægte Kærlighed.

Lilith vendte sig fra patriarkatet. Idag vender tiden, og vi fortæller om Natteheksen, hvis ry er mangesidigt, både ophøjet og fordømt:

I Bibelens skabelsesberetning læses 1. Mosebog, 1, 27-28:

Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand (han/male) og kvinde (hun/female) skabte han dem; og Gud velsignede dem: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!”

Men hun-mennesket ville ikke lystre. Kvinden ville ikke herske over naturen, og hun ville ikke underlægge sig manden. Heller ikke i elskovsakten. Hun ville være lige og ven med alt levende. Også den livfulde slange, der levede i paradisets livstræ. Gud forbød menneskene at spise træets frugter, men slangen sagde til kvinden (1. Mosebog 3, 4-6):

“I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt !”
Kvinden blev nu var, at træet var godt at spise af, en lyst for øjnene og godt at få forstand af; …

Beretningen fortæller derefter, at manden også spiste af kundskabens frugt, og de fik begge det nøgne klarsyn. Gud blev vred, forbandede slangen og påduttede kvinden voldsomme fødselssmerter. Manden blev undskyldt, fordi han var blevet forført af kvinden, men pålagt at svede for føden (1. Mosebog 3, 16-17):

Til kvinden sagde han: “Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!”
Og til Adam sagde han: “Fordi du lyttede til din hustrus tale og spiste af træet, som jeg sagde, at du ikke måtte spise af, skal jorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; “…
osv…osv…osv…

En u-bibelsk myte fortæller, at kvinden Lilith forlod haven. Med sig bragte hun kundskabens frø og en stav fra livstræet; og slangen fulgte hende. En fugl viste vej til den store flod Eufrat, hvorved hun såede træfrøet, der næredes af vandet.

Visdommens træ voksede hurtigt som et piletræ, og slangen flyttede ind ved dets rod. Den guddommelige fugl Anzu byggede rede i trækronen, og naturkvinden Lilith boede i den hule stamme. Hun færdedes i natten under månen, fløj tudende som en ugle, så mørkeangste og naturforskrækkede mennesker kaldte hende for Natteheksen.

Natteheksen Lilith
med slangen om hovedet
og tudende dyr omkring sig.

I lange tider trivedes livstræet. Men den store oversvømmelse rev træet op med rode og førte det til Uruk. Hos sumererne fortælles, at Inanna forlangte kundskabens træ plantet i sin egen have, hvor det kaldtes Huluppu. Slangen, gudefuglen og natteheksen forblev i livstræet.
Lilith tolkes som Ereshkigal, dronningen af underverdenen. Hun lukkede de 7 porte for Inanna og udtænkte 7 ofre til afklædning af den forfængelige og magtbegærlige gudinde. Det første offer var magtens stav.

Engang forlangte Innana, at Hulupputræet skulle være hendes trone. Hun fik sin bror/elsker Gilgamesh til at bortjage livs-slangen fra kundskabens træ, hvorefter han huggede det ned og byggede en trone af stubben.
Lilith tog en stav af træet, hvorefter hun og fuglen fulgte efter slangen. De drog bort og medbragte livs-visdoms-frø til andre verdener. Lilith blev arketypen på den omvandrende kloge kone med staven (livstræet), fuglen og slangen (visdommen): vølven!
I Norden: Yggdrasil, Ørnen og slangen Nidhug.

Uruk og dens visdomsforladte folk blev senere udslettet. I Bibelen fortæller Esajas i kapitel 34, at når jordens bække forvandles til tjære, der brænder dag og nat, og undergangen indtræffer, da vil “kun natteheksen raste og lægge sig der til ro; der bygger pilslangen rede, lægger æg og samler dem og ruger…”

Tilbage i den bibelske skabelsesberetning mente Gud ikke, at manden kunne klare sig alene: “Det er ikke godt for (han)-mennesket at være ene” og (1. mosebog 2, 21-23):

“Så lod Gud Herren dvale falde over Adam, og da han var sovet ind, tog han et af hans ribben og lukkede med kød i dets sted; og af ribbenet byggede han en kvinde og førte hende hen til Adam.
Da sagde Adam: “
Denne gang er det ben af mit kød; hun skal kaldes u-mand (hebr: isja/isj, eng: wo-man/man), thi af manden er hun taget!”

Skabelsesberetningens inderste myte fortæller, at to kvinder blev skabt: den frie enegænger Lilith, der var ven med slangen, og som hverken ville herske over naturen eller underlægge sig manden – og den underdanige Eva, som blev patriarkatets tjenerinde.

Patriarkatet dæmoniserede enegængeren Lilith, der blev beskyldt for at ride kyske mænd og tage deres sæd om natten. Blandt nogle kristne, jøder og muslimer forbandes både kvinder og mænd, der i den erotiske akt gør “kvinden til himmelen og manden til jorden”.

Dæmoniseringen omfattede også beskyldniner for at stjæle børn, drikke deres blod og spise deres kød. Det siges, at kvinder løskøbte deres børn med guldringe, så Lilith kendes på, at hendes arme, ben og fingre er beklædte med kvindernes ringe.

Men kvinderne fortæller i deres myter, at guldet stammer fra dem, der bad Lilith om at drage omsorg for deres ‘uægte’, aborterede og døde børn, som mænd ikke ærede. De påkaldte mørkets dronning ved et ritual, hvor de afbildede den ring-beklædte Lilith i bunden af skåle, omgivet af spiralskrevne besværgelser. Skålene blev derefter begravet i jorden med bundene opad som symbol på beskyttelse af børn i livmødre.

Besværgelses-skål med
den guldringsbeklædte Lilith

Hos grækerne blev Lilith til den ikke-olympiske gudinde Hekate, hvis oprindelse henføres til titanerne. Hun var folketroens slangebehængte ærkeheks og færdedes i måneløse nætter med tudende hunde/ulve.

Hekate optrådte som en daimon (hjælpe-ånd), der kunne mødes i vejkryds, hvor hun med tre hoveder kunne se henad de tre mulige veje, der kunne vælges. Den trehovede fremtoning var Trivia, som evnede såvel sort og hvid magi som at afværge trolddom. Trivias tre hoveder kaldtes Persefone, Artemis og Hekate.
I Norden: Hel og nornerne Urd, Verdande og Skuld.

Da Hades stjal Kore og gjorde hende til underverdenens dronning Persefone, hjalp Hekate Demeter med at finde datteren og at udtænke årstidsaftalen med vinteren under jorden – og forår, sommer og efterår over jorden. Mon Lilith bistod Hades i at gidseltage Kore, så hun blev fortrolig med mørkets kræfter og forvandledes til Persefone ?

I græske hjem havde kvinderne et alter for den slangehårede Hekate, som ikke blev dyrket i templer. Hun stod udenfor den patriarkalske rangfølge; men Zeus ærede hende højt og fritog hende, da de andre titaner blev styrtet i Tartaros, underverdenens dybeste mørke.

Trolddomskyndige kvinder søgte hende, fordi hun magtede de tre elementer, jorden, vandet og luften – og deres mørke. Ilden og lyset var Hestias domæne. Hekate var ophav til Skylla, det klippeboende gøende uhyre med seks par fødder og seks slangehalse, hvis hoveder havde tre rækker tænder. Hendes gebet var at fortære magtfulde mænd!

Lilith gav altså liv til Hekate, Persefone og de hekserikyndige skovgudinder Artemis og Diana, der færdedes i nattemørket. Måske er hendes anti-patriarkalske magi grunden under Den Sorte Madonnas mirakler?
Sammen med slangen dukkede hun op hos de oprindelige folk i Amerikaerne og i Østen.
Desuden kunne hun være oprindelsen til Sif, der levede i Nordens taksdale – og til underverdenens Hel og de 3 norner, der levede ved rødderne af livstræet Yggdrasil med slangen Nidhug ved roden og ørnen med høgen i kronen. 

Tilbage i de bibelske beretninger sendte Skaberen senere en jomfrufødt mand, Den Anden Adam ( Jesus, Yeshua, Isa). Han stod oprindeligt for frihed, lighed og fællesskab for alle naturens skabninger. Liliths ligemand?
En helt anden julehistorie…

Se også Sisse Marie Kromann’s hjemmeside: Kvindernes Religionshistorie !

Hil vintersolhvervet!

Bibelcitaterne er fra 1931-oversættelsen.

Kanølfen og Klimaet

Kanølfen er klima-aktivist!

Den er enig med den ikke-voldelige bevægelse, der protesterer mod menneskehedens overforbrug –  og maghaveres usynliggørelse af klimakrisen.

Sammen med folk og fæ på tværs af grænser kæmper Kanølf for Moder Jord.
Se Solsortens video om Extinction Rebellion her!

Læs også: Undgå Madspild!

Haiku og Stavbærere

i solopgangen
mytosdigte udveksles
stavbærermøde

Haiku opstod blandt japanske stavbærere. De var omvandrende nonner og munke, der fungerede som naturlæger/shamaner/vølver. Når de mødtes, udvekslede de fortællinger om mytos-bevidstheden og veje til satori.

Fortællingerne handlede om naturen, dens kræfter og evnen til at ‘se’ dem.
Med tiden forfinedes fortællingerne, og de forkortedes til symboler. Haiku-digtningen opstod.

Den mest kendte  haikudigter var Basho, hvis virke beskrives i indlægget Basho.

Basho
Stavbærerende haikuopfinder 😉