Rødhalsen

Rødhalsen er her stadig med sin øresønderrivende syngen 😉 Imponerende at så megen lyd kan komme ud af så lille et væsen. Selma Lagerløfs fortælling om fuglen findes i samlingen “Kristuslegender”:

RedRobin

Legenden om Rødhalsen indledes i de dage, da Vorherre skabte verden og navngav sine skabninger. Da Rødhalsen havde fået sit navn, spejlede den sig i et stille vand – og undrede sig. Fjerene på halsen var lige så grå som alle de andre, så den spurgte sin milde skaber, om han havde glemt noget. Vorherre svarede: “Rødhals er dit navn; de røde halsfjer skal du selv fortjene!”

En uoverskuelig række år var henrundne siden Paradisets dage, og i en tornebusk lå en rede fuld af unger. Rødhalsen fortalte sit afkom om skabelsen, og om hvordan rødhalse lige siden har sunget med brystet fuldt af svulmende begejstring – i håbet om, at sangens glød ville fortjene røde fjer. Pludselig tav fuglen, og den bredte vingerne beskyttende over ungerne, fordi en hoben mennesker drog ud af Jerusalem.

Den grå fugl betragtede menneskenes grusomhed. Da den så tornekronen på den forpinte korsfæstede mand, kunne den ikke holde sig i reden. Fuglen fløj kredsende om mandens hoved, landede, og med sit lille bitte næb udtrak den en dyb torn. En blodsdråbe ramte dens grå bryst og farvede fjerene røde. Med den mildeste hvisken talte den korsfæstede: “Din barmhjertighed har givet dig det, som du blev lovet ved verdens skabelse”…

Selma Lagerløfs sprog er så vidunderligt, at ovenstående forkortelse er en synd 🙁
Læs legenden højt i påsken!

Survival of the Fittest

Survival of the fittest pomodoro.
pomo: æble
d’oro: af guld
Det italienske ord for tomat er pomodoro: guldæble.

Overlevelse af den bedst egnede tomat sker hvert år i min vestjyske sandjordede have. På friland dyrkes tomatbørn af planter, der klarede sig bedst året før.

Tomater lever cirkel-liv i min have. De overlevende og lækreste tomater bliver skåret i skiver og spist. Ved partering siver saft og frø ud. Udsivningen aftørres med køkkenrulle, som tørres og gemmes. Ved forårsjævndøgn sås køkkenrullestumper med de indtørrede tomatfrø i potter i vindueskarmen. De bedst egnede spirer.

De små tomatplanter med to kimblade og eet lavblad omplantes i potter med havejord – og hærdes ved at gro ude om dagen og ånde inde om natten. De bedst egnede plantes ud på friland.

De store tomatplanter er meget forskellige. De planter, der klarer omplantning godt og sætter mange blomster, får lov at gro videre. De øvrige bliver til kompost. Mange sjove, besynderlige og overraskende udtryk for naturens frodige mangfoldighed fremkommer. Et år fremstod et monsterstort og meget stinkende individ uden blomster.

De modne guldæbler er meget varierede og smager forskelligt. De bedst egnede spises, og deres udsivninger indtørres i køkkenrulle og fortsætter kredsløbet.

Processen er ukontrolleret gen-manipulation 😉
For at undgå indavl plantes hvert år en eller to købesorter/indvandrere. Deres kromosomer øger variationen i det pollen, som insekterne tilfører havens kredsløbs-tomat-befolkning. Dyrkningen af pomodoro i min have er hvert år en gaveleg fuld af overraskelser 😀

ToTomater

guldæblernes liv
survival of the fittest
tomatkærlighed

Se også klummen om pomodoro-teknikken!

En Abildgård

En abildgård er min alderdomsvision.
Efterhånden som jeg svækkes, vil æbletræerne overtage havemagten og dække luftrummet.

I min barndomshave groede æbletræet: Ingrid Marie er for mig det arketypiske æble. Træets form og gedigenhed. Dets sene blomstring og langsomme modning. Æblets smag af hele sommeren, der breder sig ud i alle dele af kroppen.

Den første æble, jeg plantede, var selvfølgelig et IngridMarie-træ. I baghaven. Men allerede det første år fik hun sårkræft. Jeg græd med hende. Mine naboer “trøstede” mig. Alle deres æbletræer er syge, og de får rigeligt med æbler hvert eneste år!

Senere plantede jeg endnu et æbletræ med IngridMarie-skilt. Oveni en moderkage. Det viste sig at være en helt anden sort, som jeg ikke lige kan genkende. Nu benævnes hun: Moderkageæblet.

Sidste år plantede jeg så en baby-IngridMarie i kartoffelkomposten. Hun ser ud til at trives og bærer endog et par æbler, hvis høst bliver en fest 😉

JamesGrieve400s
JamesGrieve over Tusindstråle

I haven boede i forvejen Lobo og JamesGrieve. James stod midt i den håret-høgeurt-græsplæne, der fyldte hele haven. Han blev centrum for en iris bue, der kanter staudebedet.

Lobo stod helt forkrøblet under bøgen. Han fik en plads i forhaven, hvor han står rank og himmelstræbende. Han deler luftrum med moderkageæblet og det senere plantede madæble: Varde/Bramley.

I baghaven har JamesGrieve og de to IngridMarier selskab af Jonagold og Rød BelleBoskop. Langs sydterrassen gror Katja, Elstar og CoxOrange.

Hver morgen hilser jeg på mine æblevenner og “afluser” dem for hussnegle, spind, krøllede blade, misfrugt osv. 😀

Hvidløg

Hvidløg er den anden af mine 3 hovedafgrøder.
Gennem de 7 år jeg har levet med denne min trettende have, har jeg afprøvet hvidløgssorter. De estiske og sorter fra Kina og Spanien er ikke tilfredsstillende. Men et udvalg af danskdyrkede økologiske blandede sorter trives i min muldede sandjord.

De største fed er nemmest at håndtere i køkkenet, så de mindste fed sorteres fra og sættes som næstes års afgrøde.

Garlic2-400

Feddene kan sættes, indtil frosten lukker jorden – dog inden vintersolhverv.
I denne tid er vejret absurd tjenligt: 10 grader døgnet rundt!
Jorden er så villig, og den 17. december satte jeg en zigzag-række .

Garlic1-400

Hvidløg er universalmidlet!
Ud over at have styrket vore vikingeforfædre på havet, så har urten været brugt over hele verden som ormedræbende, blodtrykssænkende og antibiotisk droge. Især mod betændelsestilstande i mund, næse, hals og ører.  I Åndedrætsorganer og fordøjelsesorganer.
I rå tilstand!!!
Ved opvarmning dør enzymaktiviteten, som omsætter det passive alliin til det aktive allicin.

Hakket hvidløg med grønt (grønkål/persille/skvalderkål/whatever) under spejlæg ovenpå sild er en lækkerbidsken,
ligesom
på en sprød sød kiks med smør eller danablu og hybenmarmelade
eller
i surmælk og/eller fløde med rå og kogte grøntsager/frugter.
Hvidløg og banan er en glimrende kombination!

Mange af hvidløgs fysiske virkninger på menneskekroppen er videnskabeligt dokumenterede – efter at menneskeheden i årtusinder bare har brugt hvidløg med visdommens argumenter.
Om urtens virkning mod vampyrer og nervesystemets dæmoner nogensinde bliver undersøgt er tvivlsomt 😉 . Men i mange civiliserede/førteknokratiske kulturer var planten æret som en gudsbenådet gave – på alle planer.

Se også Skolde eller Kvase.