Johannes Døberen blev født et halvt år før Jesus, og festen for ham lagdes oveni agerbrugernes glædesblus for god vækst – og for værn mod dæmoner (afgrøders sygdomme/skadedyr/misvækst).
Frugtbarhedsfesten blev til Johannesfesten, der markerer, at han fødtes til sommersolhverv. Forud for Jesusfesten ved vintersolhverv.
Historien om Johannes’ s forældre Zakarias og Elisabeth minder om den om Abraham og Sara: Det ældgamle ægtepar, der i deres alderdom beriges med afkom.
Konstantin den Stores håndlangere overførte fortællingen/myten fra Det Gamle Testamente til Det Nye Testamente.
En magtpolitisk propagandahandling.
Om at udsætte nuets glæde til fremtids forventning.
Og om at indordne sig for at gøre sig fortjent til belønning.
Magthaveres evige redskab!
Vore forfædres og stammødres umiddelbare glædesfest over sommerens korte højtid blev således til en fest for Skt. Hans.
Han står for dåb/omvendelse/underlæggelse, og han og hans tilhængere prædikede ekstrem mental/fysisk selvtugtelse/askese.
Forsagelse af enhver menneskelig/kødelig/sanselig glæde.
Og (uvis) fremtidsforventning fremfor øjeblikkets sanserus.
Nutidens kildeforskning antyder, at Johannes og Jesus egentlig var rivaler.
Med modsatrettede synspunkter!
Da kristne magthavere senere følte sig truet af kloge koner, blev afbrænding af såfordømte hekse lagt oveni de efterhånden spegede bålfester.
Hvorfor er det lige, at vi fester ved bålet?
Havgusens klamme ånd lægger sig om glædesblusset 😉
